Åbn vinduerne

Lyt til artiklen

EN BØDE PÅ 3,7 milliarder kroner, kombineret med en række indgreb mod Microsoft, ser ved første øjekast drastisk ud. Men gårsdagens udspil fra EU-kommissionen er næppe noget, der forstyrrer nattesøvnen for it-gigantens grundlægger, Bill Gates. For det første er bøden tjent hjem i løbet af en måneds tid, og for det andet vil appelsagen ved EF-domstolen formentlig tage så mange år, at indgrebene ikke får synderlig effekt. For om syv år er det næppe dagens problemer, der er interessante i it-verdenen. Til den tid har nye it-opfindelser sandsynligvis gjort dagens produkter egnet til en plads på museum. Markedet for informationsteknologi er - heldigvis - et af de mest foranderlige, vi kender. Og dermed også et af de markeder, der er lettest at komme ind på for nye virksomheder, der har fået en god idé. Tænk blot på søgeprogrammet Google. Et andet eksempel er markedet for mobile produkter, hvor Microsoft også halter efter. Eksemplerne viser, at der er grund til at dæmpe bekymringen for it-gigantens markedsdominans, selv om Gates & co. i øjeblikket ser uovervindelige ud. Alligevel kan der være behov for at holde Microsoft i ørerne. Selskabets praksis med at tilføje produkter til styresystemet Windows, som til forveksling minder om konkurrenternes, er problematisk. Særligt fordi Microsoft ofte blot snylter på andres ideer. Men vejen frem er ikke at tvinge Microsoft til at afkoble programmer som musik- og videoprogrammet Media Player. Den type programmer er allerede så fast en del af forbrugernes forventninger til et styresystem, at det ville svare til, at man i sin tid havde tvunget bilfabrikkerne til at afstå fra at installere radioer i bilerne. Så er det langt bedre at øge kravene om åbenhed, som kommissionen så småt har gjort det med gårsdagens afgørelse. Men i stedet for hele tiden at være på bagkant og rette kravene mod gamle programmer, ville det være meget mere perspektivrigt, hvis EU og medlemsstaterne tvang deres it-leverandører til en ordentlig opførsel ved kun at købe programmer, som allerede har åbnet adgangen til de såkaldte kodekilder. Hvis EU for alvor brugte sine muskler og krævede åbne styresystemer, ville det gøre langt mere for konkurrencen - og forbrugerne - end nok så mange bøder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her