I DET danske folkestyre er der en høj grad af deltagelse ikke mindst i foreningslivet. Titusindvis af små og store foreninger bidrager hver eneste dag med det, som nutidens politikere til enhver tid håber på mere af: sammenhængskraft. Foreningerne - og deres blade - binder nationen sammen på kryds og tværs, de holder gang i den demokratiske dialog, de bidrager til den frie meningsdannelse. Det er på denne baggrund, at regeringens og Dansk Folkepartis beslutning om at fjerne bladtilskudsordningen i form af portostøtten til foreningsblade skal ses. Beslutningen blev taget sidste år som led i finansminister Thor Pedersens (V) sparebestræbelser og vakte bestyrtelse og indsigelser fra første færd. Hvordan kan VK-regeringen i sit grundlag slå fast, at den vil arbejde for større mangfoldighed i medierne, når den sætter kniven ind, hvor mangfoldigheden er skrøbeligst, lød spørgsmålet både fra fagpresse, foreninger og medieforskere. SELV OM den dramatiske forringelse af portostøtten endnu ikke er slået fuldt igennem alle vegne, er det allerede nu muligt at slå fast, at de nye vilkår har haft fatale konsekvenser for fag- og foreningspressen. Postliberaliseringen har ikke ført til lavere takster hos distributørerne, som forligsparterne håbede, tværtimod. Post Danmark har øget sine priser så meget, at regeringens beskæring af portostøtten med 180 millioner kroner er blevet til en samlet fordyrelse på 340 millioner. Forligspartierne forpligtede sig i sin tid til at følge udviklingen på distributionsmarkedet nøje. De må erkende, at de var for optimistiske i deres tro på markedsmekanismerne, og at der skal politisk vilje til for at sikre medieverdenens underskov ordentlige vilkår. Mangfoldigheden og alsidigheden i den danske medieverdens underskov er truet, mange uge- og månedsblade udkommer sjældnere, andre har valgt at lukke helt. Tiden er kommet, til at politikerne på Christiansborg reagerer. De tog fejl, der blev færre blade, ikke mere konkurrence blandt distributørerne. Om igen.