Plattenslagere

Pensionsselskaberne skal under lup

Leder
FOR ABONNENTER

DRIFTSHERRETILLÆG kalder pensionsselskaberne det gebyr, som de indtil i går har holdt skjult over for deres kunder. Tillægget med det mystiske navn varierer fra selskab til selskab. Men hos markedets største selskab, Danica Pension, er det på 0,6 procent.

Tallet syner umiddelbart ikke af meget. Men set i lyset af de seneste års lave pensionsafkast, der flere gange har været tæt på nul, er det en ganske betragtelig andel af kundernes opsparing, pensionsselskaberne har puttet i egne lommer uden at ulejlige sig med at oplyse kunderne om, at pengene blev taget fra deres pensionsopsparinger.

Omregnet til kroner og øre er der sandsynligvis tale om milliardstore beløb. De 307 millioner kroner, som selskabstømmernes superskurk, Poul Fischer, i går blev idømt syv års fængsel for, blegner nærmest i sammenligning. Men i modsætning til selskabstømmerne har pensionsselskaberne optrådt lovligt. Deres ublu opførsel er tilsyneladende blevet accepteret af Finanstilsynet, der har til opgave at være samfundets vagthund over for forsikringsselskaberne.

AT FINANSTILSYNET har accepteret den praksis, bør hurtigst muligt gøres til genstand for en undersøgelse. Som tingene fremstår i dag, virker det unægtelig, som om tilsynet har misrøgtet sit ansvar.

Det såkaldte driftsherretillæg, som for hovedparten af danske pensionskunder løber op i flere tusinde kroner om året, kan ikke forstås som andet end en omkostning, der er knyttet direkte til den enkelte pensionsopsparer. Og netop derfor skal selskaberne hurtigst muligt tvinges til at oplyse om gebyret over for den enkelte kunde, og det samme bør i øvrigt gælde for andre gebyrer, der måtte være skjult for kunderne.

Sagen om driftsherretillægget bekræfter os desværre i, at pensionsmarkedet ikke altid fungerer til kundernes og samfundets bedste. Tværtimod er uigennemsigtighed og dårlig information ofte dagens orden.

Afsløringen af driftsherretillægget understreger, at der er brug for en langt hårdere kurs over for pensionsselskaberne. Især i en tid, hvor der tales om mere frit valg på pensionsområdet. Fidusen ved frit valg forsvinder hurtigt, når forbrugerne ikke får den fulde information om de produkter, de kan vælge.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden