Sidespejl

Lyt til artiklen

SOFIE FRA Silkeborg blev kun 13 år. Hun blev dræbt lørdag 3. april af en lastbil, der foretog et højresving, uden at chaufføren kunne se, at der var en lille cyklist på vejen. Dødsulykken kunne ligesom så mange andre lignende trafiktragedier være undgået, hvis lastbilen havde haft et særligt sidespejl, som fjerner den 'blinde' vinkel, som er årsag til mange dødsulykker i højresving. Men det havde lastbilen ikke, for danske vognmænd og deres brancheforening DTL har år efter år ladet stå til. Man har haft mere travlt med at kritisere andre trafikanter, cyklisterne ikke mindst, end at tage ansvar for den kendsgerning, at lastbiler er involveret i hver femte af de cirka 450 årlige dødsulykker i den danske trafik. Det tal er alt for højt, og man spørger sig selv, hvordan det overhovedet er lovligt at slippe dræberbilerne løs på vejene, vel vidende at chaufførernes udsyn er stærkt begrænset, når de drejer til højre? I HOLLAND har det været muligt at nedbringe antallet af dødsulykker, som lastbiler forårsager, med hele 40 procent, efter at man for et par år siden indførte et særligt spejl til højre hjørne af forruden. Spejlet koster 1.000 kroner, og hvis det havde været påbudt ved lov også i Danmark, kunne Sofie fra Silkeborg og otte-ni andre trafikdræbte have været i live. Trafikminister Flemming Hansen (K) »overvejer« under indtryk af det seneste højresvingsdrab, hvad der skal ske. Vognmand Kim Johansen fra Greve har betydeligt lettere ved at få øje på det indlysende: Efter Sofies død har han indkøbt 182 sidespejle, som han går i gang med at montere på sine lastbiler efter påske. Til B.T. udtalte Johansen: »Når der findes en meget veldokumenteret hollandsk undersøgelse om sidespejlenes gavnlige effekt på trafiksikkerheden, kan jeg ikke se nogen grund til at vente på en tilsvarende dansk undersøgelse. Det kan vi som erhverv simpelthen ikke være bekendt over for den familie, der har mistet sin 13-årige pige«. Det har vognmanden fra Greve helt ret i. Med respekt for hans resolutte enegang må man håbe, at det hurtigst muligt bliver påbudt både i Danmark og i det øvrige Europa, at lastbiler udstyres med det sidespejl, som fjerner den blinde vinkel - og redder så mange liv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her