11. september

Lyt til artiklen

MED MINDRE end fem måneder til det amerikanske præsidentvalg tårner troværdighedsproblemerne sig op for præsident George W. Bush og hans folk. 15 måneder efter invasionen af Irak mangler der ikke alene fortsat bevis for de masseødelæggelsesvåben, som blev brugt til at begrunde krigen og doktrinen om såkaldt 'forebyggende angreb'. Den tidligere leder af Bushregeringens våbeninspektører har endog udtrykt tvivl om, hvorvidt Irak nogensinde har haft lagre af forbudte våben. Læg dertil diverse andre afsløringer af tvivlsomt efterretningsarbejde, en helt og aldeles utilstrækkelig planlægning af efterkrigstiden i Irak og afsløringer af fangetortur og ydmygelser, begået af de selv samme soldater, der angiveligt blev sendt af sted for at sprede demokrati og velvære ud over det ganske Irak. Så er det allerede slemt nok. MEN SOM om det ikke var nok, så rejses der nu også tvivl om det påståede samarbejde mellem Iraks tidligere hersker Saddam Hussein og terrornetværket al-Qaeda, som var en anden hovedbegrundelse for Irakkrigen. Tvivlen kommer fra ingen ringere end den kommission, der - med medlemmer fra begge partier i den amerikanske kongres - har undersøgt forløbet omkring terroraktionerne i USA 11. september 2001. Lægger man alting sammen, er det amerikanske krigsgrundlag nu så gennemhullet, at det har påført præsident George W. Bush uoprettelig skade i forhold til hans troværdighed som leder af verdens eneste supermagt, internt i USA såvel som i udlandet. Alle de nævnte forhold har i det hele taget understreget svaghederne ved Bushdoktrinen med dens forebyggende angreb og Amerika-først-politik i en sådan grad, at USA hurtigst muligt bør opgive den og vende tilbage til det internationale samarbejde, som Bush-regeringen har ladet hånt om. Udviklingen har jo vist, at USA måske nok kan gøre, som det vil, men supermagten kan ikke nødvendigvis få andre til at følge efter. Også derfor er situationen i Irak så kaotisk. Og kaos kan hurtigt brede sig, hvis ikke USA formår at genoprette tilliden til sin forvaltning af rollen som verdens eneste supermagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her