FJERN JERNTÆPPET mellem AF og kommunerne. Og lad os i stedet samle jobformidlingen, så den ledige, uanset om han er på dagpenge eller kontanthjælp, kun skal henvende sig ét sted . Sådan lyder filosofien bag det nye danmarkskort, som regeringen med Dansk Folkeparti har slået stregerne til. Og det er rigtigt tænkt. For hvem kan give en god forklaring på, at den tunge dagpengemodtager i dag hører til i det statslige AF-system, mens den ressourcestærke kontanthjælpsmodtager ligger i socialrådgiverens sagsmappe i kommunen? Ingen. Derfor skal der samling på jobformidlingen. Det er værd at overveje, om det kan ske gennem øget samarbejde mellem AF og kommuner i de lokale jobcentre, som regeringen vil oprette. Problemet er imidlertid, at regeringen er så fascineret af mantraet om 'nærhed' , at den også vil igangsætte pilotforsøg, hvor en række større kommuner overtager hele ansvaret for jobformidlingen. Og det er en blindgyde. En sådan massiv 'kommunalisering' fører ikke til et enstrenget system, men til et hundredstrenget system, hvor ingen har et samlet overblik over det danske arbejdsmarked, og hvor hver enkelt kommune vil forfølge egne målsætninger. Denne atomisering af den danske arbejdsmarkedspolitik vil være en katastrofe i forhold til de massive udfordringer, vi står over for med faldende arbejdsstyrke, flaskehalse, job, der flytter til Østen mv. Disse udfordringer kræver en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kan efteruddanne arbejdskraften og flytte arbejdskraft fra arbejdsløshedsramte brancher og lokalområder derhen, hvor der er ledige job. Og for at kunne gøre det skal man nødvendigvis have overblik over hele arbejdsmarkedet og tilstrækkelig med central beslutningskompetence til at kunne føre planerne ud i livet. Nøjagtig som regeringen havde det i 1990'erne, hvor den aktive arbejdsmarkedspolitik var en væsentlig forklaring på den stærkt faldende arbejdsløshed. Dette jobmirakel klapper man ad ude i Europa. Men vil man også gøre det , hvis kommunerne overtager arbejdsmarkedsområdet? Næppe. De hidtidige erfaringer viser, at kommunerne mangler overblik, at deres indsats i forhold til jobformidling er svingende, og at den enkeltes horisont stopper ved kommunegrænsen. Der er mange gode argumenter for at få forenklet den danske jobformidling. Men behøver vi at amputere vores muligheder for at føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik i fremtiden?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
