MENS PORTUGAL har de fleste europæeres opmærksomhed på grund af europamesterskaberne i fodbold, har landet nu også leveret lederen af EU's politiske hold: Durao Barroso som ny formand for EU-kommissionen. Det har i modsætning til dramaerne på fodboldbanerne været en afgørelse i det skjulte, da kommissionsformanden er valgt efter lukkede møder mellem stats- og regeringsledere. Således en højst udemokratisk valgprocedure. Og processen har vist, at de nationale ledere får sværere og sværere ved opgaven, med øget risiko for at de lander på den laveste fællesnævner. Barroso har som portugisisk ministerpræsident vist sig som en dygtig leder af sit land. Når det er et ofte overset lille land i hjørnet af Europa med kun 10 millioner indbyggere, kan det selvfølgelig styrke de små lande i EU. Han begyndte som mange andre ledende portugisiske politikere sin politiske løbebane i opposition til Salazars diktatur. Han var maoistisk studenteraktivist, men som socialdemokratisk leder blev han at finde på USA's side i den europæiske strid om den amerikanskledede krig i Irak. En helt ukontroversiel laveste fællesnævner er han således ikke. MEN I DET ØVRIGE Europa aner hovedparten af vælgere ikke, om de skal være glade eller skuffede over valget af Barroso. Det burde have stået klart op til europaparlamentsvalget, hvem EU's politiske fløje satsede på som kandidat, så vælgerne havde haft mulighed for at give deres meninger til kende om dem ved stemmeurnerne. Dermed kunne der være sat realiteter bag den nye styrkelse af Europaparlamentet for demokratiets skyld. Det er en hån imod EU's 342 millioner vælgere, at de inviteres til at vælge Europas parlament, hvorpå de 25 stats- og regeringsledere få uger efter vælger den vigtigste af alle EU-politikere bag lukkede døre og helt uden folkelig deltagelse. Det bør sikres, at det ikke gentager sig.