DE RÅBER det i kor - fra Velfærdskommissionens økonomer til de økonomiske vismænd: Det er nødvendigt med reformer af velfærdssamfundet, når der i fremtiden kommer flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Ordninger som efterlønnen, børnechecken, folkepensionen og SU'en må simpelthen begrænses til de grupper, der har behov, hvis vi skal have råd. Men forleden kom modsvaret fra landets liberale finansminister her i avisen: »Jeg anker over, at nogle udtaler sig så drastisk om behovet for reformer, at det nærmest ligner en revolution. I virkeligheden kan folk få lov til at beholde deres goder«. Umiddelbart kan man som tilhænger af den danske velfærdsmodel føle sig beroliget over udtalelsen. Vi taler trods alt om et regeringsparti, der for ikke så mange år siden ønskede at omdanne socialstaten til en minimalstat, og som gjorde danskernes slavenatur og afhængighed af offentlige ydelser til et samfundsproblem. Denne ideologiske ambition er nu endegyldigt død. I dag er Danmarks liberale parti blevet velfærdsstatens tro væbner. I hvert fald når det gælder velfærd. Alligevel er udmeldingen også forstemmende. Ikke bare, fordi den viser, hvad regeringsmagt og frygt for at udfordre magtfulde vælgergrupper gør ved et parti og dets politik. Men også, fordi udmeldingen ignorerer de udfordringer, som vi står overfor. VI VED, at der i de kommende årtier kommer 400.000 flere ældre, samtidig med at antallet af skatteydere i arbejdsstyrken falder med 100.000 personer. Vi ved også, at velfærdsstatens ydelser har udviklet sig til et tagselvbord for en stor gruppe privilegerede danskere, som kunne klare sig selv. I den situation er der brug for politikere, der tør forberede befolkningen på nødvendige reformer, som målretter de offentlige ydelser mod dem, der har et reelt behov. Af sociale årsager. Og af økonomiske årsager. Men foreløbig har Socialdemokraterne vendt ryggen til denne ambition med sin seneste velfærdsplan, der messer budskabet: 'Vi skal nok få råd til det hele'. Og Venstre følger trop. Det kan da godt være, at politikerne gennem en jætteindsats kan skrabe den sidste krone hjem, så der også i fremtiden 'bliver råd' til efterløn til sunde akademikere, børnecheck til rige børnefamilier og SU til de privilegeredes børn. Men er det ansvarlig velfærdspolitik?