I EFTERÅRET 2003 kunne Politiken afsløre, at prisen på mælk var steget dobbelt så meget som øvrige forbrugspriser. Prisstigningen på mælk satte ind, efter at Arla havde overtaget den største konkurrent på det danske marked, Kløver Mælk. Denne sommer er prisen endelig begyndt at falde, først på almindelig mælk, senere kommer turen til økologisk mælk. I medierne er prisfaldent blevet udråbt til en mælkekrig, men det, der rent faktisk sker, er, at konkurrencen begynder at virke. De faldende priser afspejler at styrkeforhold mellem forbrugerne på den ene side og detailhandel og leverandør på den anden side, er begyndt at blive ligeværdigt. Inden der sidste efterår blev sat fokus på de stigende mælkepriser, havde der eksisteret en uhellig alliance mellem supermarked og mælkeleverandør. Den bestod i, at leverandørerne kunne betale markedsføringstilskud til supermarkederne, som Bilka, mod, at supermarkedet smed en konkurrent på porten. DA FORBRUGERNE fik øjnene op for mekanismerne, blev Arla sendt i skammekrogen. Forbrugerne accepterede ikke Arlas metoder, og selv den dag i dag går mange forbrugere langt uden om Arlas mælk. I dag ser vi resultatet. Aldi indledte konkurrencen ved at sætte prisen på en liter mælk ned, straks efter fulgte Bilka med og i denne uge følger Coop Danmark trop. Konkurrencen gør så ondt, at Mejeriforeningen i sit UgeNyt skriver, at prisen nu er så langt nede, at ingen efterhånden tjener penge på mælken, men inden vi går til i ynk, er det værd at lægge mærke til, at der stadig tjenes penge. Det kræver et monopolmarked at kalde det for en krig. Lad os gemme medlidenheden til, når prisen er dernede, hvor supermarkederne sætter penge til, for at lokke kunderne ind i butikken. Vi har netop oplevet en benzinkrig, der kostede en kæde af tankstationer trecifrede millionunderskud. En kæde mistede sin selvstændighed, og Q8, der begyndte priskrigen, har alene tabt 160 millioner kroner. Den såkaldte mælkekrig er alene et udtryk for, at de normale markedsmekanismer er begyndt at virke på mælk.