Fælt og fint

Lyt til artiklen

INGEN, DER overvejede at stemme på SF's spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Margrete Auken, kunne være i tvivl om, hvor hun stod i SF's mangeårige interne EU-opgør. Mens partiet har haft ualmindelig svært ved at komme ud af skabet som EU-konstruktivt parti, var Auken markant positiv over for EU-samarbejdet i forhold til sin modkandidat. Og det vil være hævet over enhver tvivl, at Auken og hendes linje vandt vælgernes opbakning med et overbevisende stemmetal. At Auken herefter egenhændigt har truffet beslutning om at sætte sig sammen med De Grønne i Europaparlamentet frem for at lade SF forblive i den gamle såkaldt venstreorienterede gruppe, GUE, er tydeligvis provokerende for SF's hovedbestyrelse, der med 19 stemmer mod 18 ønskede det modsatte. Auken kalder det selv en »fæl beslutning« at blæse på hovedbestyrelsens snævre flertal. Men når stormen lægger sig, kan SF takke hende for en klog beslutning. SF bør intet have med Milosevic-apologeter i GUE-gruppen at gøre. Som et demokratisk og stærkt miljøpolitisk orienteret parti kan SF finde langt bedre samarbejdspartnere blandt De Grønne. Deres gruppe forpligter jo ikke Auken til en anden stemmeafgivning, end hendes erfarne SF-hjerte anbefaler hende at følge. FOR PARTIET derhjemme handler striden om gruppetilhørsforholdet ikke mindst om hovedbestyrelsens ønske om at holde sammen på SF og kontrollere dets parlamentarikere. Det første kan være svært nok i så europapolitisk splittet et parti. Det andet hører heldigvis ikke virkeligheden til. Parlamentarikere er i sidste ende forpligtet over for deres overbevisning og deres vælgere, men ikke en lille hovedbestyrelse med langt færre stemmer bag sig, end Margrete Auken har opnået. Bevares, hovedbestyrelsen kan naturligvis smide den nyslåede EU-parlamentariker ud af partiet. Det vil dog næppe styrke SF's samlede vælgertilslutning - eller partiets EU-profil. Det efterlader unægtelig hovedbestyrelsen lidt mindre magtfuld - men giver næppe vælgerne meget andet end dét, de har stemt på i stort tal: Margrete Auken for fuld skrue.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her