FOR TI DAGE siden blev en filippinsk lastbilchauffør kidnappet i Irak. Som i lignende tilfælde med italienske, japanske og amerikanske gidsler blev den 46-årige Angelo de la Cruz vist på en video, hvor han bad for sit liv og for sine otte børn og appellerede til, at hans land ophører med at deltage i genopbygningen af Irak. Filippinerne er ikke repræsenteret med et stærkt kontingent af tropper sådan som eksempelvis Spanien, der i kølvandet på terrorbomben 11. marts trak sine tropper tilbage. Men selv om der blot er 57 filippinske soldater og politifolk, der udfører forskellige humanitære funktioner - bl.a. beskytter de hospitaler og uddanner irakiske betjente - har regeringen i Manila valgt at efterkomme gidseltagernes krav. Efter et stærkt pres i den filippinske offentlighed for at undgå, at deres tilfangetagne landsmand bliver halshugget, skal den lille styrke snarest pakke sammen og rejse hjem. REAKTIONEN er for så vidt forståelig. Det er sin sag at vende tomlen ned og overlade et hjælpeløst og uskyldigt menneske til så grusom en skæbne. Det er muligt, at præsident Gloria Arroyo har ræsonneret, at der er en såvel politisk som medmenneskelig gevinst ved at redde et menneske, når blot 57 mand trækkes hjem. Ikke desto mindre - de pragmatiske overvejelser til trods - er det en farlig kurs at slå ind på. Den gamle talemåde klinger ubehageligt aktuelt: 'Når man rækker Fanden en lillefinger ...'. I deres egen mangeårige kamp imod muslimskinspireret terrorisme har den filippinske regering ellers ikke vist sig synderlig forhandlingsvillig, men nu gør den afbigt for en barbarisk, men enkeltstående trussel. Filippinerne ville under alle omstændigheder afslutte deres mission i Irak 20. august, så tidshorisonten var til at overse. Men med sit valg af politik - og her må man håbe, at den danske regering ikke lader sig inspirere - giver filippinerne en moralsk og praktisk sejr til terroristerne. Nye kidnappere kan begynde her. Døren er slået ind for fremtidige forsøg på at bortføre borgere fra de lande, der forsøger at etablere et velfungerende irakisk demokrati.