Tilbudsflæsk

Lyt til artiklen

HVER DAG ET nyt vælgervenligt initiativ, som skal blødgøre tvivlerne. Nu handler det ikke længere om 'Tid til forandring', men om 'Tid til tilfredsstillelse'. Fogh & Co. skal ikke længere signalere fornyelse, men derimod det stik modsatte: stilstand + 10 procent. Butikken skal køres videre - blot med nogle ekstra gode slagtilbud på hylderne, eller spotvarer, som det hedder i discount-supermarkederne. VK-regeringen er derfor i færd med at skrue gevaldigt op for charmen: 100 millioner kroner til børnefamilierne. 40 millioner kroner til de forhutlede forfattere. 200 millioner kroner mere til miljøbeskyttelse af søer og vandløb. Undervisningen i naturvidenskab skal også lige have lidt: 610 millioner kroner. Forskningen får også lidt flere håndøre at lege 'Ole Opfinder' for i de næste år. Og dét er kun begyndelsen. I de næste dage vil regeringen servere endnu flere mulige og umulige lunser af den pakke med fedt valgflæsk, som officielt præsenteres i overmorgen under etiketten 'Næste års finanslov'. Hvordan grillfesten skal finansieres, vil dog næppe fylde meget ved præsentationen. Modsat sidste år, da finansminister Thor Pedersen (V) forsøgte at optræde som striks kassemester - uden større held. Belært af erfaringen satser regeringen derfor i år på det glade festbudskab: Lidt mere af det gode til de fleste. OPPOSITIONEN har desværre endnu ikke udtænkt noget kvalificeret modspil. Deres svar på regeringens efterårsudsalg lyder blot: Endnu mere af alt det gode til alle. Og dét er ganske enkelt ikke godt nok. At S-formand Mogens Lykketoft ydermere klynker over, at regeringen i den senere tid har stjålet fra Socialdemokraternes partiprogram, gør kun ydmygelsen total. Socialdemokraterne og de radikale har foreløbig haft svært ved at finde på andet end blot at kræve en fordobling af ethvert givent beløb, regeringen har foreslået at satse på f.eks. børnefamilier, miljøbeskyttelse eller forskning. SF er helt rundt på gulvet. Partiet har endnu ikke forliget sig med den ubarmhjertige kendsgerning, at Venstre og de konservative er ved at angribe dybt inde i selve folkesocialisternes hjerteland. Men så længe oppositionen ikke er i stand til at præsentere et klart alternativ - som Fogh & Co. ikke kan erobre uden at miste troværdighed - vil regeringen fortsætte med at kunne bemægtige sig de bløde, medfølende mærkesager, der traditionelt har været forbeholdt centrum og venstrefløjen. Socialdemokraterne, de radikale og SF kunne derfor med fordel slette alle ord som 'mere', 'flere' og 'bedre' fra deres paroler. For så længe oppositionen kun kræver 'mere' og 'bedre', vil regeringen nemlig kunne overtage dagsordenen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her