Dumpekarakter

Lyt til artiklen

DEN NYUDNÆVNTE miljøminister, Connie Hedegaard (K), slap ikke godt fra sit første møde med det grønne bord. Enhver finanslovsforhandling er en eksamen for de enkelte ministre. Og det konservative håb har foreløbig kun klaret første del, hvor hun ifølge eget udsagn ikke har kunnet nå at påvirke noget - altså den uforberedte del af eksamen, eller 'ekstemporal'-teksten om man vil - til et sølle 5-tal. En karakter, der gives for »den usikre og ikke tilfredsstillende præstation«. Hvis Connie Hedegaard skal nå at bestå, er hun derfor nødt til at strenge sig an i de videre finanslovsforhandlinger. Udgangspunktet er imidlertid vanskeligt. Regeringens udspil til næste års finanslov rummer en helt rutinemæssig rundbarbering af Miljøministeriets budget: I 2005 skal der spares yderligere 54 millioner kroner på bevillingerne til natur og miljø. I løbet af de næste fire år skal der i alt skæres 14 procent væk. Det betyder, at 220 årsværk forsvinder fra Miljøministeriet. Mildest talt ikke nogen styrkelse af indsatsen mod forurening og naturødelæggelse. NU ER DER ikke nødvendigvis nogen snæver sammenhæng mellem antallet af miljøbureaukrater og naturens tilstand. Men set i lyset af de massive besparelser, som VK-regeringen har gennemført på miljøområdet siden sin tiltræden i 2001 - og altså nu vælger at fortsætte efter et eventuelt genvalg - må det i dag konstateres, at Venstre og de konservative reelt har opgivet at forebygge de miljøproblemer, som i de kommende årtier vil ændre fundamentalt på vilkårene for at leve i Danmark. Connie Hedegaard adskiller sig dog markant fra sin forgænger, Hans-Christian Schmidt, på mindst to punkter: For det første anerkender hun, at blandt andet klimaforandringer er et reelt samfundsproblem. Og for det andet undskylder hun offentligt, at miljøbudgetterne beskæres. Problemet er dog, at hun endnu ikke har formået at lade handling følge ord. Men dét har hun muligheden for nu. De næste uger vil vise, om hun reelt solgte sin integritet på blot 21 minutter, da vicestatsminister Bendt Bendtsen ringede og spurgte, om hun ville være miljøminister, eller om hun stadig har ambitioner om at gå efter en af de karakterer, hvor ordet 'selvstændig' indgår i beskrivelsen. Det grønne bord venter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her