Over grænsen

Lyt til artiklen

SELVFØLGELIG skal danske politikere kunne kritisere svensk lovgivning; og omvendt. Ikke mindst når lovgivningen dækker områder, som påvirker begge lande direkte. Forestillingen om, at alle lande er små, lukkede æsker, som ingen udenforstående må forholde sig til, er ikke blot håbløst gammeldags - forestillingen strider også imod enhver form for sund fornuft: Landene i Europa, ikke mindst EU-medlemslandene, er i dag så sammenvævede, at det ikke længere giver mening at afgrænse nogen politikområder som særligt nationale. Specielt ikke, hvis debatten ligefrem handler om mennesker, der krydser grænser. Den danske regering er ikke desto mindre gået til angreb på den svenske justitsminister, Thomas Bodström, fordi han har kritiseret Danmarks mærkværdige 24-års regel. Bertel Haarder har opfordret ham til at »blande sig uden om dansk lovgivning«. Måske skyldes opstandelsen, at den svenske minister blot har tilladt sig at sige dét, som burde være selvindlysende for enhver, der bekender sig til retssamfundet: »Voksne mennesker må selv bestemme, hvornår de gifter sig. Det er ikke en opgave for staten«. At et så moderat udsagn kan skabe spektakel i Danmark, udstiller råt for usødet, hvor principløs indvandrerdebatten er blevet. MENNESKER, der ikke umiddelbart kan tilslutte sig Bodströms princip - at voksne mennesker selv må bestemme, hvornår og med hvem de gifter sig - har dog mistet enhver retspolitisk dømmekraft og bør derfor ikke gøre sig til dommere over andres demokratiske sindelag. 24-års reglen er en så basal krænkelse af den enkeltes borgerret som myndigt menneske, at end ikke nok så mange konkrete tvangsægteskaber ville kunne retfærdiggøre et generelt ægteskabsforbud. Problemer løses altid mest effektivt, hvis de løses konkret. Netop derfor er det opløftende, at de danske og svenske myndigheder har taget fat på at løse de voksende problemer med proformaflytninger på tværs af Øresund. Integrationsministeriet har således holdt det første møde med Migrationsverket og Folkbokföringen i en ny arbejdsgruppe. Og dét er måden at konfrontere sociale problemer, der krydser grænser. Danske politikere er nemlig nødt til at acceptere, at omverdenen har en holdning til, hvad der sker her i Danmark. Hvor ville alternativet også være trist.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her