Forsvarsløse

Lyt til artiklen

DET FREMGÅR AF et interview med en dansk officer, der er vendt hjem efter at have forrettet tjeneste i Irak, at den danske bataljon er udstyret med pansrede mandskabsvogne, de såkaldte PMV'er, der er så tyndhudede, at de ikke kan modstå en fuldtræffer af de raketdrevne, panserbrydende granatkastere, som anvendes af irakiske oprørere. Det afslører premierløjtnant Anders Johan Storrud i en samtale med Jyllands-Posten. Den bærer overskriften 'Føling, føling, vent, slut.' Storrud var leder af den afdeling, der sammen med bl.a. britiske tropper deltog i en aktion rettet mod al-Sadr-krigere i byen Al Qurbah. I et tilfælde fløj en raket så tæt på en af de danske PMV'er, at vognkommandøren måtte dukke sig. I vognen befandt sig i alt 11 soldater. I et andet tilfælde fløj granaten mellem to af danskernes PMV'er, der af uforklarlige årsager bærer falsk varebetegnelse. Nok er de pansrede, men ikke i tilstrækkelig grad til at give de 11 mand beskyttelse mod en fuldtræffer. Til orientering for den regering, der har ansvaret for, at de danske soldater er blevet så ringe udstyret, skal oplyses hvad der sker, når en panserbrydende raket rammer en tyndhudet såkaldt pansret mandskabsvogn. DEN PANSERBRYDENDE granat, her er der ikke tale om falsk varebetegnelse, for den har netop den egenskab, at den kan bryde gennem de danske vognes metalbeklædning, eksploderer inde i vognens indre, metalvæggen forøger eksplosionens effekt. Den brænder alt i nærheden, metal, mennesker. Og den bringer det lager af ammunition, som soldaterne har medbragt til eksplosion. Hvis der er overlevende, er de alvorligt forbrændt. De engelske PMV'er kan tåle en fuldtræffer, hvilket må være betryggende, ikke blot for mandskabet, men også for pårørende derhjemme. Spørgsmålet er, hvorfor de danske soldater er ringere udrustet end deres engelske kammerater. Og hvorfor de bliver indsat i aktioner, hvor det på forhånd er givet, at fjenden er overlegen med hensyn til ildkraft. Og hvorfor skal danske soldaters liv og lemmer afhænge af, om fjenden, som i dette tilfælde, skyder ved siden af? Medmindre de ansvarlige politikere kan give en tilfredsstillende forklaring, finder vi det uansvarligt og uanstændigt i den grad at overlade danske soldaters liv til tilfældighedernes spil.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her