Global rædsel

Lyt til artiklen

STILLET OVER for de uhyrlige gidseltagninger og gidselhalshugninger i Irak prøver EU-landene og USA at stå fast på, at der ikke kan forhandles med terroristerne - og især, at der ikke må betales løsesum. Konfronteret med en konkret situation bliver det imidlertid mindre enkelt - ikke bare og helt indlysende for gidslernes familier, men også for et helt land: Der er stort set ingen i Italien, der i disse dage gør andet end at glæde sig over, at de to kvindelige nødhjælpsarbejdere slap fri - løsepenge eller ikke løsepenge. Den ubehagelige sandhed er da også, at kidnapningerne af vesterlændinge i Irak ikke ville ebbe ud, selv om der aldrig blev forhandlet med gidseltagere og aldrig blev udbetalt en euro eller dollar. Der er desværre adskillige grupper i Irak, der er ligeglade med penge. De vil demonstrere deres had til besættelsesmagterne, og de vil opnå den størst mulige opmærksomhed for at kunne rekruttere nye fanatikere. Der er ikke nogen indlysende måde at bekæmpe gidseltagere på, der opnår deres mål, både når deres krav indfries, og når de får global opmærksomhed med gruopvækkende mord på internettet. SKAL TERRORENS gennemslagskraft svækkes, må man tage udgangspunkt i, hvad det er, terroristerne lever af - altså af opmærksomhed, af negativ reklame i højeste potens. Den kan naturligvis ikke fjernes uden at gå på kompromis med informationsfriheden i vore samfund og dermed sætte endnu større værdier på spil. Men lidt kan der måske alligevel gøres. Det er allerede blevet en norm, at ingen ansvarlige medier længere vil bringe direkte billeder af de henrettelsesscener, der lægges ud på internettet. Det er en norm, medierne selv har skabt. De elektroniske medier kunne gå et stykke videre uden at svigte deres pligt til at informere offentligheden. Er det nødvendigt at vise levende billeder af gidsler? Hvor meget skal der dvæles ved deres sårbarhed og ydmygelse? Også myndighederne kunne lade være med at gøre enkelte terroristledere til ikoner, som det sker, når de af politisk bekvemmelighed bygger en enkelt skurk op (for tiden al-Zarkawi). Det er tvivlsomt, om bin Laden står bag en brøkdel af de ugerninger, hans netværk sættes i forbindelse med. Men det har utvivlsomt været en gevinst for ham at være udråbt til at være så global en trussel. Terrorister lever af vores rædsel for deres medieegnede ugerninger. Der findes ingen nemme løsninger på den udfordring, men det er tilladt at lære af terrorens logik - og bryde den.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her