UMIDDELBART er det nemt at dømme frit valg-ordningen som en fiasko, når op mod hver tredje lønmodtager vælger penge frem for at holde fri i den sjette ferieuge. Men kernen er, at man ikke på en og samme tid kan tilbyde lønmodtagerne frit valg for dernæst at kritisere, at de bruger det frie valg mod hensigten. Senest har en undersøgelse i fire kommuner peget på, at lønmodtagerne har de bedste hensigter, inden ferieåret begynder, hvor hovedparten foretrækker ferie, men når ferieåret er slut, så lykkedes det ikke at få afviklet alle fridagene. Valget står så mellem at få udbetalt penge i stedet for fridage eller at få skubbet fridagene til næste ferieår. Er det så et skidt valg at stå i? Ja, hvis det er et udtryk for, at virksomheden ikke kan finde ud af at organisere arbejdet ordentligt. Og ja, hvis det skyldes, at lønmodtageren er et rodehoved, som glemmer at holde styr på sine muligheder hen over året. Men svaret må være entydigt nej, hvis lønmodtagerne træffer et egentligt valg baseret på individuelle behov. INGEN VED i dag, hvordan den sjette ferieuge bliver anvendt over tid. Det ene år kan det være rart med lidt ekstra penge, et andet år har man måske netop brug for nogle ekstra fridage. Med tiden finder lønmodtageren ud af, hvordan ordningen fungerer, og både virksomheder og ansatte lærer at sprede ferien ud over hele året, så den ikke klumper sig sammen på bestemte tider af året. Meget tyder på, at danskernes svar på en lykkeligere tilværelse er fleksibilitet og frie valgmuligheder, der netop passer ind i ens egen hverdag. Det paradoksale er imidlertid, at den øgede fleksibilitet, som både arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer støtter, ikke giver mere frihed, men derimod mere arbejde, mere stress og en udvisken mellem arbejde og fritid. Men igen. Ingen ved i dag, hvordan vi håndterer fleksibiliteten over tid. Den er kommet for at blive, og det bør samfundet og dets institutioner tage bestik af og tilpasse sig efter.