TYSKLANDS to store borgerlige søsterpartier, CDU og CSU, har bøjet sig for en voldsom intern modstand og aflyste den bebudede landsomfattende underskriftindsamling mod Tyrkiets eventuelle optagelse i EU. De to ledere gav så sent som i tirsdags grønt lys for planen. Men et modigt medlem af CSU's flertalsfraktion i landdagen i München, Hermann Imhof, fik et flertal af de delegerede med sig, da han i onsdags åbent gik imod ministerpræsident Stoiber og sagde, at en sådan underskriftindsamling kun kunne hjælpe højreradikale, antidemokratiske agitatorer og sætte tyskere og tyrkere op mod hinanden. Da Stoiber således indså, at han måtte falde fra, kastede Merkel håndklædet i ringen. Stoiber og Merkels pinlige nederlag skyldes alene, at anstændige kræfter i de to partier og i ledelsen af det liberale parti FDP, der normalt støtter de borgerlige, mente, at der er grænser for, hvor langt ansvarlige politikere kan gå i et demokrati, hvor forskellige kulturer skal kunne leve fredeligt sammen. DET BURDE samtidig være en advarsel til Frankrig, hvis borgerlige regering vil udskrive en folkeafstemning om Tyrkiets medlemskab af EU, og til det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Karen Jespersen, der længe har talt for en tilsvarende dansk folkeafstemning. I Tyskland lyder argumentet, at man ikke kan udskrive folkeafstemninger om enkeltsager, der kan sætte befolkningsgrupper op imod hinanden i spørgsmål, der i forvejen er betændte. Det repræsentative demokrati er skabt til at træffe afgørelser i den slags pinagtige situationer og varetage nationens samlede interesser. Det er ubegribeligt, at franske politikere føler sig ude af stand til at repræsentere deres vælgere og deres land i et så enkelt spørgsmål. Det siger noget om, hvor stor indflydelse den højreekstreme og racistiske Nationale Front under Jean-Marie Le Pen efterhånden har skaffet sig i menneskerettighedernes gamle fædreland. Ser vi bort fra den understrøm af fremmedhad, der nærer animositeten mod Tyrkiet, virker det absurd, at det skal være muligt for et enkelt land ved en folkeafstemning at vælte optagelsesforhandlinger, der har pågået i årtier og vil vare i endnu mindst ti år. Lad os tage debatten, når der er et sagligt og ikke bare et følelsesbestemt grundlag for den.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
