ER DET at svigte irakerne at holde op med at dræbe dem? Det provokerende spørgsmål melder sig med stigende styrke i disse dage, hvor voldsspiralen i Irak eskalerer yderligere. Ingen tvivl om, at den amerikansk-britisk-danske koalition er oppe imod terrorister, der dræber uskyldige i flæng. Men koalitionen er også oppe imod et oprør, der har folkelig opbakning. Og jo mere vold der bruges, desto flere fjender får vi - både i Irak og i den øvrige arabiske verden, hvor alt for mange unge mænd kan fristes af muligheden for at få mening i tilværelsen via hellig krig. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at det ikke bliver bedre i 2005, end det har været i 2004, ja, måske endda tværtimod. Tjenestens vurdering er ikke enestående - det er tværtimod svært at finde en eneste professionel iagttager af udviklingen i de sidste mange måneder, der ikke er dybt bekymret. DET VAR fra starten problematisk, at Danmark deltog i en krig, der splittede både EU, FN og NATO, og som savnede grundlag i både kendsgerninger og folkeretten. Det var derfor med rette, at hele oppositionen stemte imod statsministerens krig. Senere lod først Socialdemokratiet og siden de radikale sig imidlertid overtale til at støtte udsendelsen af danske landstyrker, der skulle være med til at sikre genopbygningen af Irak. Det har også spillet en rolle, at FN igen fik en rolle i Irak - en rolle, der dog aldrig er blevet meget mere end symbolsk, og som ikke har forhindret generalsekretær Kofi Annan i senest at advare mod besættelsesstyrkernes eskalerende brug af vold. Alt tyder på, at regeringen kan få tilslutning til endnu en forlængelse af den danske deltagelse - om ikke andet, så fordi man vil klynge sig til, at valget i januar vil ændre situationen. Ligesom man ved den seneste forlængelse i foråret klyngede sig til, at magtoverdragelsen i slutningen af juni ville gøre en forskel. Effekten udeblev, og det mener nu også FE, at den vil gøre til januar. ER DET virkelig forsvarlig politik, at Danmark fortsat tager medansvar for dette voldsorgie? En lang række lande har allerede trukket deres soldater ud eller besluttet, at de vil gøre det i nær fremtid: Det gælder blandt andre Spanien, Polen, Norge, New Zealand, Filippinerne, Thailand og Holland. Regeringen er næppe moden til at erkende sin fejl. Men man burde kunne forvente af oppositionen, at den indså de sørgelige realiteter, som selv FE nu har fået øje på, og stemte imod en forlængelse. Eller skal Anders Fogh virkelig kunne gå fri af al kritik i en kommende valgkamp med henvisning til, at næsten hele Folketinget står bag?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
