DEN UDELTE skole - enhedsskolen - hvor stærke og svage elever går i én og samme klasse, er på retur. Dét viser et rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget til landets skoler. Hver anden skole har valgt at dele eleverne op, så de i kortere eller længere perioder bliver undervist hver for sig. Klassens dygtige elever hér - og klassens mindre dygtige elever dér. Skal det få os til at rive os i håret over lighedsskolens forfald og kræve handling? Ikke som det ser ud nu. Der kan være gode faglige og pædagogiske grunde til at dele eleverne i de enkelte klasser op i perioder, og man bør have tillid til lærernes metodefrihed. Derfor er der ingen grund til panik. Men fortsætter udviklingen i retning af stadig mere opdeling i de kommende år, og bliver denne udvikling understøttet af de kræfter, der ønsker en egentlig skoledeling, så kan balancen tippe. Og så har vi en ny situation. Man skal nemlig ikke undervurdere, at argumentet om, at »lige børn leger bedst«, og at fagligt dygtige og fagligt svage elever derfor konsekvent bør undervises hver for sig, er udbredt. Og umiddelbart lyder argumentationen jo besnærende: Hvis man underviser de dygtige på deres eget niveau, kan de nå meget længere, end hvis de skal vente på de tunge kataloger, ikke?Og samtidig vil de svageste blive hjulpet af særlige specialklasseinitiativer. Logik, ikke? NEJ. UANSET hvor besnærende argumentationen er for nogle, så holder den ikke. Undersøgelser, som er foretaget for Ugebrevet A4, viser, at ressourcesvage elever, der går på skoler med mange ressourcestærke elever, klarer sig bedre fagligt end ressourcesvage, der er overladt til hinanden. Dét at være sammen med fagligt dygtigere personer, som kan udgøre rollemodeller, viser sig at være en løftestang for fagligt svage. Men så betaler de fagligt stærke da prisen? Heller ikke. Undersøgelserne viser nemlig også, at det ikke har betydning for de fagligt stærke, om de udelukkende går sammen med ressourcestærke, eller om der også er svage elever i klasselokalet. Bare ikke for mange. Og så er der endnu en indlysende fordel ved blandede klasser og skoler: at de giver mulighed for, at vi kan mødes på tværs af sociale skel under opvæksten, så vi kan forebygge den udbredte folkesygdom: social blindhed.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
