Bravo, Ukraine

Lyt til artiklen

UKRAINES højesteret viste sig i går som en sand uafhængig institution, da den konkluderede imod landets magthavere, at der havde været så mange »krænkelser, at det er umuligt at se præsidentvalget som udtryk for befolkningens vilje«. Valget skal gå om allerede i slutningen af denne måned, hed det fra højesteret. Der er stadig mange kampesten, som skal fjernes, før det kan konkluderes, at Ukraine er på demokratiets sikre vej. Men højesteret har vist, at landet har solide elementer af en retsstat. Det er en enorm sejr for de demonstranter, der er blevet ude i kulden i Kijev i næsten to uger for at kræve sandheden. Det er en folkelig opstand, som på ingen måde står tilbage for de fredelige opgør med kommunismen i Øst- og Centraleuropa i 1989 med Rumænien som den blodige undtagelse. Men Ukraine kunne ikke blive et nyt Rumænien, fordi sikkerhedsstyrkerne ikke lod sig sætte ind imod demonstranterne. Vi ved endnu ikke, om den afgående præsident Leonid Kutjma forsøgte at gøre det, men folkemagten var formentlig for massiv til, at han turde gøre forsøget. HØJESTERET afviste Kutjmas krav om, at hele valget skal gøres om med nye kandidater. Det kunne have taget måneder uden muligheder for at indlede en forsoningsproces i landet, som er mere splittet end nogensinde. Oppositionens kandidat, Viktor Jusjtjenko, er sig forhåbentlig fuldt bevidst om, at hans nye valgkamp primært må føres i det russisktalende østlige og sydlige Ukraine. Det er en gigantisk »uddannelsesopgave«, som bl.a. bør tage form af en fredsmarch fra Kijev mod øst, skriver en ukrainsk avis. Millioner af vælgere ved målet for den foreslåede fredsmarch er overbeviste om, at regimets kandidat, Viktor Janukovitj, vandt en reel sejr 21. november. For de kender ingen, der har stemt på Jusjtjenko, og de få, som måtte have gjort det, tør næppe sige det. Vælgere i Janukovitj-områderne tror også fuldt ud på propagandaen, der stempler Jusjtjenko som en mand, der vil sælge Ukraine til Vesten og afbryde ethvert samarbejde med Rusland. Jusjtjenkos kampagnestab står over for en enormt svær, men ikke umulig opgave: at overbevise modstanderne om, at han vil dem det godt og ikke er agent for et CIA-komplot imod dem, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fortalt dem. Til fordel for Jusjtjenko tæller, at opinionsundersøgelser viser, at der ikke er flertal i øst for splittelse af landet. Voldelige sammenstød kan endnu ikke udelukkes, ej heller en folkelig opstand i det russisktalende Ukraine og vælgerboykot derfra ved omvalget. Men i dag må simpelthen siges: Bravo, Ukraine.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her