DET GÅR jo så godt, mener regeringen. Og oppositionen har tydeligvis svært ved at finde sine fødder - og et offensivt valgtema. Men her er et tema, hvor regeringen endnu kan blæse til kamp for forbedringer - og hvor en ordentlig opposition har noget at klage over: Ventetiden på strålebehandling for cancerpatienter stiger, især i hovedstaden. Det er ikke bare teknik eller statistik. Det handler om mennesker, som frygter for deres liv - mennesker, som kan have svært ved at falde i søvn om aftenen og om morgenen skal vågne med angst for, at postbuddet ikke dumper et brev ind gennem brevsprækken med besked om den strålebehandling, der kan være forskellen på liv og død. HIDTIL har Rigshospitalet lovet, at 95 procent af patienterne med behov for strålebehandling vil modtage denne behandling inden for fire uger. Nu sænker Hovedstadens Sygehusfællesskab sit ambitionskrav, så hospitalets løfte kun gælder 45 procent. Der er masser af forklaringer, deriblandt at antallet af cancerpatienter vokser, og at Rigshospitalet faktisk har fået flere i behandling end tidligere. Men det er ikke en god forklaring til en patient, der har brug for strålebehandling her og nu. Og helt elendigt er det, i betragtning af at andre danske sygehuse kan opretholde ambitionsniveauet. NEDDROSLINGEN af behandlingsgarantien burde udløse omfattende forargelse. Men nej, ingen demonstrerer foran Rigshospitalet, få politikere føler sig alarmeret, og vi fornemmer jo ikke ligefrem, at regeringen ser ventetiden som et problem, eller at oppositionen øjner det som en konkret politisk udfordring. Det lover dårligt. Der er ikke tekniske - knap nok økonomiske - årsager til, at Rigshospitalet ikke kan love at indfri sine cancerpatienters krav om behandling. Problemet er primært et spørgsmål om mangelfuld administrativ og lægelig ledelse. Det kan både læger og administratorer måske få lang tid til at gå med. Men det kan patienterne ikke bruge til noget. HS skulle skamme sig. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen bør give HS og Riget en gang ris. Og hvis oppositionen vil hævde, at den er bedre til at regere, vil vi gerne høre, hvad den vil stille op for at sikre, at alvorligt syge cancerpatienter kan komme under strålebehandling - hurtigt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
