HVIS REGERINGEN holder fast i sit løfte om ikke at ville gennemføre reformer i næste valgperiode, som ikke har været annonceret i den forudgående valgkamp, må der virkelig være store initiativer på vej. Så må regeringen have en nytårsoffensiv af en anden verden på tegnebrættet. Ellers går Danmark en politisk ørkenvandring i møde: fire år uden lederskab. Allerede efter 100 dage havde regeringen således gennemført sine dertil specialdesignede valgløfter. Siden hen har VK-regeringen været yderst påpasselig med at lancere vidtløftige idéer, der på nogen tænkelig måde kunne udfordre vælgerflertallet; regeringen har holdt lav profil i forhold til alle kontroversielle debatter. Foreløbig har VK-regeringen kun lovet, at den vil køre butikken videre. Måske med lidt beskedne skattelettelser, måske med endnu længere straffe. Men øverst på den politiske dagsorden står med rolig skrift: 'business as usual'. På behændig vis er debatten om velfærdsreformer eksempelvis stoppet i en stor krukke, der først åbnes om et år - hvor valget jo for længst har været afholdt. Dermed har regeringen reelt lovet vælgerne ikke at ville gennemføre omfattende samfundsreformer før efter næste valgperiodes udløb, hvilket kan ende med at bliver helt henne i 2009. Oppositionens passivitet har desværre gjort det alt for let for VK-regeringen at køre på frihjul. Ministrenes tilskyndelse til selv at tage affære er tilsyneladende for lille, når regeringen hverken bliver udfordret af sine parlamentariske modstandere eller af eget bagland. ANDERS FOGH er i flere sammenhænge blevet udråbt til en dygtig leder. Men benovelsen er ved at fordufte. For hver dag, der går uden lanceringen af et nyt vidtgående politisk regeringsprogram - der rækker flere år, ja helst flere valgperioder ud i fremtiden - kommer Anders Fogh til at fremstå mere og mere som en simpel magtpolitiker: En mand, for hvem dét blot at holde sig på tronen, går forud for alt andet. Regeringschefen har dog stadig muligheden for at overraske positivt. Hvis regeringen formår at omsætte statsministerens tale på Venstres landsmøde til praktisk politik, ja, så kan regeringen måske ende med at koble sig tilbage på det reformspor, SR-regeringen lagde ud i 1990'erne. Men foreløbig har vi intet hørt og må derfor spørge: Hvad vil regeringen egentlig efter valget?
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
