MAN BØR ALTID forholde sig yderst skeptisk, når offentlige myndigheder sættes til at undersøge sig selv. Ikke mindst når myndighederne har begået åbenlyse fejl - og samtidig har svært ved at erkende disse fejl offentligt. Regeringens beslutning om at lade Udenrigsministeriet evaluere det danske beredskab i forbindelse med flodbølgekatastrofen i Sydøstasien er derfor tvivlsom - og kun rigtig, hvis den rent faktisk fører frem til, at kriseberedskabet forbedres i fremtiden. Og det må man desværre betvivle, da Udenrigsministeriet stadig fungerer i en tidslomme af tungt hierarki. Embedsmændene tør som oftest ikke selv tage initiativer og har alt for svært ved at få clearing op gennem systemet til at kunne handle tilstrækkelig hurtigt og effektivt i krisesituationer. Mens den norske regering har nedsat en uafhængig kommission til at kulegrave beredskabet, har den danske regering altså kun valgt en mindre, mere systemloyal evaluering. Det afgørende for disse undersøgelser - som formentlig også iværksættes i Sverige - er imidlertid ikke at placere et egentligt ansvar for langsommeligheden, forsinkelserne og det dårlige jugement, som i flere døgn prægede de nordiske diplomatkorps. Ingen kunne være forberedt på en naturkatastrofe med så vidtrækkende menneskelige omkostninger. Det afgørende er, at myndighederne fremadrettet lærer af deres fejl. Og her må man desværre betvivle det danske udenrigsministeriums evne til at forandre sig selv. DET DANSKE diplomatkorps præges stadig af en anakronistisk opfattelse af, at de agerer som kongens gesandter; sendebude fra enevældens tid. Men i en verden, hvor hundredvis af nyhedsmedier kan nå ud til verdens afkroge i løbet af få døgn, bør man også have en berettiget forventning om, at myndighedsapparatet i det mindste kan følge med. Man må derfor håbe, at evalueringen af det danske kriseberedskab også fører til reelle tiltrængte reformer i udenrigstjenesten. Det fremtidige kriseberedskab handler dog om mere og meget andet end arbejdsgangene internt på Asiatisk Plads. Udenrigsministeriet har trods alt kun været i stand til at servicere de overlevende og efterladte. Det egentlige arbejde foregår i selve katastrofeområdet, og her spiller alle de humanitære organisationer - der er professionelt trænet til at håndtere nødsituationer - heldigvis en dominerende rolle. Evalueringen af det danske kriseberedskab bør derfor også forholde sig kritisk og konstruktivt til, om Danmark har det rigtige isenkram og den fornødne infrastruktur til på den bedst tænkelige vis at kunne assistere ofrene og de efterladte i fremtidige naturkatastrofer.