Støt Asien

Lyt til artiklen

DETTE ER DAGEN, hvor de danske indsamlinger til fordel for flodbølgens ofre i Asien kulminerer. Lad os samle så mange penge ind som overhovedet muligt. Nøden er ufatteligt stor i alle de berørte lande, og der er ingen grænse for, hvor megen hjælp de kan bruge. Så der er ingen grund til at lægge nogen som helst dæmper på offerviljen, som da også hidtil har været stor, både hos private, hos regeringen, i erhvervslivet og i organisationerne. Organisationen Læger uden Grænser har ganske vist været ærlig nok til at meddele, at den er ved at have nået grænsen for, hvor mange pengemidler man er i stand til at absorbere og kanalisere videre til Asien som lægehjælp. Professionelle læger med nødhjælpsekspertise er der trods alt kun så og så mange af i verden. Hvortil kommer, hvad Læger uden Grænser også er ærlige nok til at nævne: Der er desværre også andre katastrofer i verden, fra Darfur til Nepal. Konsekvensen af disse meldinger bør på ingen måde være mindsket offervilje, bremsede indsamlinger eller generel skepsis over for nødhjælpens muligheder overhovedet. Konsekvensen bør ene og alene være, at vi - befolkningerne - støtter med så store midler som overhovedet muligt, mens vi viser de professionelle i nødhjælpsorganisationerne og i de statslige og internationale organisationer den tillid, at de frit må bruge pengene dér, hvor de mener, de gør bedst gavn. LÆGER UDEN GRÆNSER bør have mulighed for at kanalisere overskydende midler fra Asien-indsamlingen videre til f.eks. Afrika, ligesom det generelt bør være helt legitimt for alle de professionelle organisationer både at bruge pengene i den rytme, der er den professionelt rigtige - og at omdirigere midler fra en katastrofe til den næste. Højtstående embedsmænd i FN har gang på gang, også de seneste dage, peget på det livsnødvendige i, at den internationale offentlighed er i stand til at holde fokus på mere end én katastrofe ad gangen. Sidste års jordskælvskatastrofe i Iran må ikke gå i glemmebogen, fordi tsunamien i Asien nu har krævet sine forfærdelige ofre. Men måske kan den enestående offervilje, som den aktuelle katastrofe har affødt, netop også bringe en ny og mere langsigtet logik ind i de mange nødhjælpsarbejder, som desværre igen og igen må iværksættes kloden rundt. Der er tegn på en egentlig, global solidaritet; og der er en samarbejdsvilje alle organisationer og lande imellem, som bidrager til størst og bedst mulig udnyttelse af de enorme midler, der faktisk samles ind. Det er faktisk et lille lys i mørket. Støt Asien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her