EFTER FLERE års kulde hen over Atlanten anlagde USA's nye udenrigsminister Condoleezza Rice en forsonende tone, da hun i denne uge gæstede Europa.

I stedet for konfrontation talte hun dialog. I stedet for at pirke til den europæiske splittelse ved - ligesom forsvarsminister Donald Rumsfeld i sin tid gjorde det - at inddele europæerne i et 'nyt' og et 'gammelt' Europa, udtrykte Condoleezza Rice støtte til den tiltagende europæiske enhed.

Der lød med andre ord nye toner fra supermagtens ansigt udadtil, efter at hendes chef - præsident Bush - i sine første fire år har brugt så meget energi på at sætte hensynet til USA over alt andet.

MEN DER er ingen grund til at nære overdrevne forventninger til Rice og det USA, hun er en vigtig del af.

Hvis nogen f.eks. havde håbet på amerikansk selvransagelse efter en Irakkrig, som har bragt Irak på randen af kaos og splittet store dele af det internationale samfund, så oplevede de i stedet en amerikansk udenrigsminister, der fremstillede krigen som del af en folkelig kamp for frihed. En kamp, som er i pagt med den 'mission', som præsident Bush har udstukket for supermagten: at sprede demokrati og frihed - i hvert fald i (udvalgte dele af) Mellemøsten.

Men der var aldrig tale om en folkelig frihedskamp - uanset de fleste irakere formentlig er glade for at være sluppet af med Saddam Hussein. Der var derimod tale om en amerikansk ledet angrebskrig på et direkte fejlagtigt grundlag, og den erkendelse er bydende nødvendig at få frem og forholde sig til, hvis Europa og USA atter skal gå i takt i forsvaret af frihed og demokrati. Pæne omskrivninger gør det ikke alene.

CONDOLEEZZA RICE kom heller ikke med bud på løsningen af et andet af de mest presserende stridspunkter: spørgsmålet om Den Internationale Straffedomstol, som 120 europæiske og andre lande står bag.

I fire år har præsident Bush bekæmpet den nye domstol, som ellers er et forsøg på at forbedre den internationale retsorden. Derfor er domstolen lige nu ude af stand til at tage hul på et retsopgør med nogle af de ans