REGERINGEN er heldigvis trådt et lille - symbolsk vigtigt - skridt tilbage i forhandlingerne om strukturreformen af landets kommuner. Regeringen lægger nu pludselig op til, at nogle få sociale opgaver kan forblive på regionalt niveau. Foreløbig er der dog kun tale om en beskeden åbning. Det overordnede billede er stadig det samme: Amternes afløsere, de fem nye regioner, vil hverken få det overordnede ansvar for miljø- og socialproblemer på tværs af kommunegrænser eller lov til at opkræve skatter, der kan finansiere udgifterne til blandt andet sygehusene. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i de 49 lovforslag, der i går blev fremlagt i Folketinget, foreløbig kun lagt op til, at omsorgen for de allersvageste grupper kan blive placeret på regionalt niveau. Han signalerer dermed, at de overordnede linjer - som regeringen allerede har flertal for sammen med Dansk Folkeparti - ligger fast, men at han er villig til at flytte sig en anelse. Man kan derfor kun håbe, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre formår at udnytte denne åbning til at sætte præg på Danmarks kommende politiske landkort. Efter valgnederlaget er det blevet helt perspektivløst for oppositionen blot at modarbejde reformen. Selv om det meget vel kan være, at den samlede reform ikke når at blive tilstrækkelig gennemtænkt og ligefrem vil have negative konsekvenser for blandt andre socialt udsatte og miljøbeskyttelsen - og derfor vil trænge til en række gennemgribende ændringer efter næste regeringsskifte - tegner den jo for indeværende til at blive gennemført med eller uden de forbedringer, Socialdemokraterne og de radikale kan bidrage med. INGEN KAN dog være tjent med, at en omkalfatring af det politiske landkort i Danmark trækkes hjem med det snævrest mulige flertal til den ene side i Folketinget. Al lovgivning kan og bør naturligvis ikke vedtages i total konsensus. Men når spillereglerne ændres - når rammerne omkring den politiske beslutningsproces ændres - bør alle toneangivende partier være med. Strukturreformen kan nemlig ende med at få større indvirkning på de fleste danskeres hverdag, end en grundlovsændring ville få - skønt ingen kunne finde på at foreslå, at grundloven skulle kunne ændres ved blokpolitik. Kompromiser forudsætter dog to parter. Nu har regeringen heldigvis besindet sig, og hvis oppositionen gør det samme, kan slutresultatet måske ende med at blive væsentligt bedre end først frygtet.