Begrædeligt

Lyt til artiklen

HVAD GØR en moderne verden, når terror hærger, krige truer, og undertrykte mennesker råber efter frihed? Tja, tidssvarende lande har internationale sammenslutninger, som i fællesskab forsøger at skabe fred og balance, frihed og udvikling. Og i utidssvarende lande vender regeringer ryggen til, mens konflikter spidser til, nye bomber sprænger og mennesker fortsat holdes nede. Desværre blottede den arabiske verdens regimer sig som aldeles utidssvarende ved deres topmøde i Den Arabiske Liga tirsdag. I alt 22 statsledere skulle mødes i Algier. Kun 13 mødte frem. De havde på forhånd vedtaget, at de ikke ville beskæftige sig med konflikten i Sudan, hvor et regulært folkemord truer. De havde også besluttet, at de ikke ville beskæftige sig med den tilspidsede politiske konflikt i Libanon, hvor et befolkningsflertal kræver de syriske besættelsesstyrker ud, og hvor bombeterror truer. Og de ville heller ikke for alvor engagere sig i det reformkrav, som breder sig i den arabiske verdens befolkninger, hvor ønsker om demokrati, politisk modernisering og økonomisk liberalisering ikke var vigtigt nok til, at deres statsledere ville afse tid. Og så videre. MAGE TIL forstemmende afmagt skal man dog lede længe efter. Hvis Den Arabiske Liga ikke orker at tackle egne problemer i Mellemøsten og Nordafrika, behøver den arabiske verden virkelig - en arabisk liga. Men den sørgelige eksponering af manglende viljestyrke falder ikke kun tilbage på den eksisterende liga og dens generalsekretær, Amr Moussa. Det falder snarere tilbage på landekredsens stats- og regeringsledere. Når den arabiske verden døjer med ufrihed, skyldes det magthavernes egen undertrykkelse. Når arabere lider under en rekordarbejdsløshed, skyldes det i overvejende grad magthavernes elendige regeringsførelse og håbløse styring af økonomien. Og når Den Arabiske Liga vender ryggen til forbrydelserne i Sudan, til Syriens soldater i Libanon og Marokkos soldater i Vestsahara, skyldes det magthavernes følgagtighed over for totalitære kolleger i Khartoum, Damaskus og Rabat. Den Arabiske Liga er i dag kun et begrædeligt resultat af en snes regimers traurige politik. Men de arabiske befolkninger har et uafviseligt behov for en regional sikkerheds- og samarbejdsorganisation. Dét problem starter hjemme hos hver enkelt regering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her