HVORLEDES var det nu med vor gamle ven og landeplager, Hans Christian Andersen? Jamen, hvorledes stod det til? Der er mange danskere og kinesere, som vil interessere sig for det spørgsmål. Vi kan formode, at folk, som skal op i Jeopardy eller Hvem vil være millionær på tv kan få serveret udvalgte spørgsmål om H.C.A., og de skal helst kunne svare. Lad os derfor begynde med det vigtigste: var H.C. Andersen en kongesøn? Svar: Nej, det er en god historie. Spørgsmål: Gik han med paryk? Svar: Nej - men han fik håret krøllet. Spørgsmål: Havde han gebis? (Og var det i givet fald bispens gipsgebis). Svar: Ja. Han fik nyt helgebis 18. marts 1873. Spørgsmål: Hvad hadede han allermest? Svar: Ildebrand og smålighed! NU TROR De måske, at vi selv finder på, men sådan er vi ikke. Spørgsmål og svar er taget fra HCA Centret, som nok præcist rammer ned i vores nyfigenhed på mandens vegne - det er sådan nogle celebrity-spørgsmål, man er vant til fra stjernernes hjemmesider, f.eks. hvor høj var han, og hvem var han ikke gift med. Og hvad drak han helst? Det er igen et eksempel på den fundamentale svigten, HCA Fonden har gjort sig skyld i med sit projekt. Et er, at man udnævner en hel hoben 'ambassadører' uden den fjerneste forbindelse med forfatteren - noget andet er, at man misbruger hans liv og gør det til en latterlig quiz med tvivlsomme svar på håbløse spørgsmål. HVAD har H.C. Andersen dog gjort sit fædreland? Herregud - han var en forfatter! Han var en mand, som betalte prisen for at kunne skrive sine eventyr og historier, og denne pris var selvets opløsning i signaturen. Hvem han selv var, skulle mærkeligt nok altid være underordnet spørgsmålet om, hvad han skrev. Lige til 200-års fødselsdagen. Da tog fanden ved danskerne i det globaliserede verdenshav, og H.C. Andersen blev udnævnt til sin egen ambassadør, fremstillet som kunstner med ét sammenhængende projekt: ham selv. Men projektet var ikke ham selv. Hans univers var digterisk, ikke kommercielt.