PARADOKSALT nok har de britiske konservative ikke taget ved lære af den danske VK-regerings effektive flankeangreb på socialdemokraterne. I stedet for at søge mod midten forsøger de konservative i den igangværende valgkamp i Storbritannien at levere 'den rene vare' ude fra fløjen. Mens Venstre her i Danmark succesfuldt gennemførte en 'omvendt Tony Blair' tilbage i 1998 - ved ganske enkelt at overtage størstedelen af den socialdemokratiske retorik - satser de britiske konservative på en klassisk form for borgerlighed med vægt på bl.a. lavere skatter, flere politibetjente på gaderne, strengere disciplin i skolerne og færre indvandrere. Under opsigtsvækkende paroler som 'Det er ikke racistisk at ville bremse indvandringen' er de konservative i Storbritannien svinget ud mod højre. Frem for at tage slaget inde på den politiske midte, hvorfra premierminister Tony Blair har regeret i mere end otte år, har de konservative isoleret sig selv. Foreløbig tyder intet nemlig på, at 'the tories' har satset rigtigt med den yderligtgående kurs. Trods voksende utilfredshed med selve personen Tony Blair - ikke mindst som en følge af Irakkrigen - er vælgertilslutningen til Labour vokset støt under valgkampen. De konservatives kampagnestrategi har efterladt et kæmpe spillerum for de to andre førende partier, Labour og Liberaldemokraterne. Labour nøjes derfor vanen tro med nogle små symbolske og delvise indrømmelser i forhold til de konservatives kurs. Og så længe de konservative ikke udfordrer midten, er Labour-strategerne kloge nok til ikke at blotte sig. Derfor står Tony Blair nu til at vinde sin tredje valgsejr i træk. ENESTE REELLE alternativ er Liberaldemokraterne, som dog vil få det svært på grund af det britiske valgsystem, der favoriserer de største partier. Ikke desto mindre står Liberaldemokraterne - der på flere områder kan sammenlignes med Det Radikale Venstre - til at få et glimrende valg. I hvert fald målt i antal stemmer. Halvvejs i den britiske valgkamp er status dermed, at udlændingedebatten ikke har vundet samme brede vælgerappel, som tilfældet har været i Danmark ved de to sidste valg. Og det til trods for at Storbritannien har mere end dobbelt så mange immigranter som Danmark. Fremmedangst er dermed - heldigvis - ikke en uundgåelig følge af øget indvandring.