Rådforgiftning

Lyt til artiklen

DER ER mildest talt forskel på det politiske partnervalg blandt fremtrædende kvinder i dansk politik. De to jævnaldrende kvinder Helle Thorning-Schmidt (S) og Eva Kjer Hansen (V) er således gået til hver sin yderlighed i valget af ny personlig rådgiver: Mens Socialdemokraternes formand har genansat sin forgængers omdiskuterede rygklapper, Morten Boje Hviid, har socialministeren ansat den notoriske kamikazeliberalist Christopher Arzrouni. Hvis folk til tider har svært ved at skelne de to kvinders politik, er det til gengæld ikke svært at kende forskel på disse to herrer, som altså nu skal formulere replikkerne fra sufflørkassen. Mens socialdemokraten Morten Boje Hviid er kendt for at være politisk moderat, men illoyal over for de klassiske socialdemokrattyper på Auken-fløjen, er Christopher Arzrouni kendt for det stik modsatte. Han er polemisk ultraliberalist, men paradoksalt nok loyal over for Venstres midtersøgende kurs. Arzrouni trådte for alvor frem i offentligheden, da det blev afsløret, at han - dengang som erhvervsjuridisk chef i Dansk Industri - havde skrevet det originale udkast til statsminister Anders Fogh Rasmussens alt andet end rabiate nytårstale i 2004. Siden hen er han dog trådt i karakter med ekstreme udtalelser som »Skulle man ikke overveje helt at liberalisere besiddelse af våben?«, »Diskrimination mellem private parter er deres egen sag« og - sidst, men ikke mindst - »Pengeafpresning er blot en ydelse på markedet for informationer«. ARZROUNI ER naturligvis i sin gode ret til at mene, hvad han vil - ikke mindst hvis han gør det som privatperson. Men som statsansat embedsmand er han en uheldig figur, ikke mindst, fordi hans holdninger på mange strækninger strider fundamentalt mod basale principper i den danske retsstat. Problemet er dog ikke Christopher Arzrouni som person, snarere socialminister Eva Kjer Hansens mangel på dømmekraft. På mærkværdig vis forsøger hun at forsvare sig med, at Arzrouni slet ikke skal »arbejde politisk«; det er derimod »alle hans andre kvalifikationer, jeg skal bruge«, som socialministeren udtaler her i dagens avis. At hun så samtidig siger, at hun ikke deler sin nye, personlige rådgivers synspunkter, får kun ansættelsen til at virke endnu mere desperat. Der er dog næppe nogen tvivl om, at Christopher Arzrouni vil kunne yde socialministeren større intellektuelt modspil, end Morten Boje Hviid vil kunne i forhold til Helle Thorning-Schmidt. Det virker besynderligt, at Socialdemokraternes nye formand ikke ruster mere aggressivt op på rådgiverfronten - i kampen for at tvinge Venstre og de konservative ud af regeringskontorerne hurtigst muligt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her