NÅR KØBENHAVNS UNIVERSITETS rektor, Linda Nielsen, påpeger, at for få studerende kommer til undervisningen og at frafaldet på universiteterne er alt for stort har hun desværre ret. Der er for meget slaphed i den danske universitetsverden, og derfor brug markante opstramninger. De stemmer i universitetsdebatten, der messer budskabet om, at man blot skal overlade det til de enkelte studerende at sejle igennem studiet, fordi de derved udvikler selvstændighed og evnen til at overskue store stofmængder, tager fejl. Se bare på resultatet af den laissez-faire-filosofi: Masser af studerende går på grund eller kuldsejler på det store uddannelseshav. Til skade for dem selv og for det omgivende samfund. Hvilket spild! REKTOR LINDA Nielsens problemanalyse er rigtig. Og flere af de initiativer, som hun lægger frem - at man skal tegne kontrakter med specialestuderende for at få dem til at aflevere til aftalt tid, at man skal indføre personlige udviklingssamtaler - virker fornuftige og bør derfor iværksættes hurtigst muligt. Men når rektoren foreslår, at hovedløsningen på problemet med det store fravær og frafald skal bestå i at indføre mødepligt til universitetsstuderende, så de tvinges til at følge forelæsningerne og holdundervisningen, er det mildest talt overfladisk og formalistisk. Man kan da godt tvinge de unge kroppe til at sætte sig på auditoriebænkene. Men hvad med sjælene? Det eneste man med sikkerhed får ud af mødetvang, er at man er med til at gøre universiteterne til et udvidet studenterkursus, et 4. g. Man ser det for sig: Er Christina kommet i dag? Jakob? Mikkel? I STEDET FOR at indføre mødepligt bør man starte et andet sted. Man skal stille spørgsmålet: Hvorfor kommer Christina, Jakob og Mikkel ikke af lyst til undervisningen i dag? Det er der to årsager til: For det første er undervisningen tilsyneladende ikke tilstrækkelig interessant, vedkommende og udbytterig. Og for det andet er eksamenskravene åbenbart ikke skruet sådan sammen, at det fagligt set er nødvendigt for de studerende at møde frem til undervisningen. Derfor bør den offensive og konstruktive løsning bestå i at give undervisningen et markant kvalitetsløft, samtidig med at man skruer op for de faglige krav ved eksamensbordet. Gør universitetsverdenen og videnskabsministeren det, vil der være tale om en faglig opstramning, som i substansen stiller krav til såvel de studerende som til universitetsverdenen. Det er dét, der er brug for snarere end formalistisk mødepligt.