FORVENTNINGENS glæde er den største, når man skal vurdere VK-regeringens politiske projekt. I bedste fald ligger landvindingerne forude. Foreløbig har Venstre og Det Konservative Folkeparti nemlig været en langtrukken skuffelse. Ikke mindst i den forgangne folketingssamling, hvor Dansk Folkepartis mærkesager har domineret regeringens dagsorden totalt. To begivenheder vil dog vende op og ned på debatten i det kommende år: Først kommer Velfærdskommissionen med sit længe ventede udspil om behovet for reformer af bl.a. efterlønnen, og dernæst ventes Globaliseringsrådet i 2006 at lancere en plan, der skal øge det generelle uddannelsesniveau i Danmark. Begge reformudspil er i den grad påtrængte. Gårsdagens præsentation af Globaliseringsrådets ambitioner viser samtidig, at regeringen heldigvis godt kan tænke uafhængigt af såvel DF som de seneste meningsmålinger. ROMANTIKERE vil utvivlsomt begræde, at det ikke er politikerne på Christiansborg, der selv udtænker, formulerer og lancerer tidens reformprojekter. Ideelt set har romantikerne ret. I et større perspektiv virker det fattigt, at de danske politikere afventer eksperternes regneark, før de tør slå en retning for samfundsudviklingen. I virkelighedens verden bør man imidlertid glæde sig over, at reformdebatten trods alt sættes i gang. Det allerbedste er dog i vente: De to reformudspil vil uundgåeligt rumme den indre skønhed, at VK-regeringen bringes i et klart modsætningsforhold til Dansk Folkeparti. I forhold til både velfærdsreformer og innovationsinitiativer vil Venstre og de konservative få ualmindeligt svært ved at nå til enighed med pianisterne - og tilsvarende lettere ved at indgå kompromis med Socialdemokraterne og de radikale. Trods den umiddelbart teknisk-bureaukratiske tone kan Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet altså godt være med til at sætte gang i en helt ny, tiltrængt og positiv politisk dynamik i Danmark.