TAG ET SMUT til Cuba. Det inviterede USA's præsident, George W. Bush, på pressemødet i går storsindet de tilstedeværende til. Således at de ved selvsyn kunne konstatere, at forholdene for fangerne på Guantánamobasen er helt igennem glimrende. Lad os et øjeblik se bort fra, at det indtil videre ikke synes at være helt så let for journalister at tale med fangerne, følge de hårdhændede forhør eller opleve dagligdagen for fangerne. Og i stedet se på den utrolige arrogance og ligegyldighed over for basale retsprincipper, som Bush implicit gav udtryk for i sit forsvar for Guantánamoskandalen. Ifølge præsidenten er der ganske enkelt tale om, at USA har taget nogle mennesker til fange på slagmarken i Afghanistan og fløjet dem til basen i Cuba for lige at tage en snak med dem. Nogle er siden blevet frigivet, andre sidder der stadig, mens det amerikanske retsvæsen beslutter sig for, om de skal stilles for en civil eller militær domstol. Meget længere er den ifølge George W. Bush ikke. DET ER FOR at sige det mildt en lidet retvisende version af, hvad der foregår på Guantánamobasen. For det første bliver fangerne på Guantánamo udsat for forhørsmetoder grænsende til tortur. At det er tilfældet, har respekterede aviser som New York Times og organisationer som Human Rights Watch for længst dokumenteret. For det andet er det gået hen og blevet en grumme lang snak, som USA har taget med fangerne. Det er snart fire år siden, at Talebanstyret i Afghanistan faldt, og de første fanger blev sendt til Cuba. At lade dem sidde der år ud og år ind er ikke bare i strid med folkeretten, menneskeretten og formentlig den amerikanske forfatning. Det er også i strid med enhver form for moral og - som mange i USA efterhånden også er blevet klar over - ekstremt skadeligt for Amerikas renomme i verden og dermed også for dets muligheder for at fremme demokratiet og respekten for menneskerettigheder. I denne uge forventes OSCE i en rapport at konkludere, at fangelejren øger hadet til USA og fremmer rekrutteringen af terrorister. Guantánamobasen er med andre ord ikke bare ulovlig og umoralsk. Den er også direkte kontraproduktiv i krigen mod terror. Løsningen burde ligge lige for: Luk lejren så hurtigt som overhovedet muligt. Rejs anklage mod de fanger, man mener har gjort noget strafbart, og slip resten løs med en meget stor undskyldning. At dømme efter gårsdagens muntre bemærkninger og invitationen til at tage et smut til Cuba er det desværre endnu ikke gået op for USA's øverste leder.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
