Nyordning

Lyt til artiklen

FREDAG TOG ledelsen af Nyboligkæden sig endelig sammen til at lægge afstand til de metoder, ejendomsmægler Hanne Nørrisgaard har benyttet sig af i forbindelse med boligprojektet Sadolin Parken på Amager. Nørrisgaard fik således en påtale, fordi hun både har optrådt som mægler og som projektpartner. Samtidig understregede Nyboligkæden, at den ikke kan leve med, at Nørrisgaard »ikke i tilstrækkelig grad har levet op til Nyboligkædens egne normer for god skik«. Det var på tide, at Nybolig reagerede. Men samtidig er det forstemmende, at reaktionen kom så sent. Kæden har kendt til sagen i adskillige uger uden at agere. Og det er kun på grund af de seneste dages omtale i medierne, at Nyboligkæden nu rører på sig. Ikke på grund af den dårlige behandling af kunderne. Pressemeddelelsen er da også udelukkende et slag i luften og et forsøg på at dæmpe mediernes interesse for den penible sag. Reel handling er der ingen af. Der er ellers nok at tage fat på. For eksempel kunne Nybolig begynde med at gøre op med den uanstændige praksis, der er kernen i Sadolinsagen - uvanen med, at sælgeren ikke skriver under på købsaftalen, selv om køberne både har indbetalt et depositum og har stillet en bankgaranti. DET KAN IKKE være rigtigt, at en stor kæde som Nybolig accepterer den slags fiduser. Og det kan heller ikke passe, at Nybolig ser passivt til, mens deres ejendomsmæglere narrer kunderne ved at påstå, at der er solgt flere lejligheder, end tilfældet faktisk er. Som bekendt påstod Hanne Nørrisgaard i sine annoncer, at lejlighederne i Sadolin Parken var tæt på at være udsolgt, på trods af at det modsatte tilsyneladende var tilfældet. Hvis ikke Nybolig selv kan se, at der er behov for en gennemgribende revision af kædens etiske retningslinjer, er det på høje tid, at ejeren, Nykredit, griber ind. Det er i sidste ende ejeren, der har ansvaret for de uanstændige forretningsmetoder. Det er på tide, at Nykredit minder sig selv om, at selskabet faktisk er ejet af kunderne og derfor har en stor forpligtelse til at sikre kunderne en ordentlig og fair behandling. Den hidtidige passivitet tyder desværre på, at tvivlsom forretningsmoral ikke er et problem, som kun Hanne Nørrisgaard døjer med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her