Leder af<b>POLITIKEN</b>

Hjemsendelse

Lyt til artiklen

I FORSØGET på at ligne Dansk Folkeparti mest muligt, når det drejer sig om politikken over for folk med anden hudfarve end bleghvid, har Socialdemokraternes udlændingeordfører, Anne-Marie Meldgaard, nu slået sig sammen med den konservative Tom Behnke. Det var ham, der i sin tid foreslog, at man udstyrede de somaliske flygtninge med faldskærm og kastede dem ud over det land, de var flygtet fra. Også denne gang går det ud over en minoritetsgruppe, nemlig grønlændere på kontanthjælp. Hvis ikke de lærer at beherske det danske sprog, skal man tage kontanthjælpen fra dem, foreslår Meldgaard og Behnke. Og Meldgaard er oven i købet klar til at gå et skridt videre - øjensynlig stærkt inspireret af Behnkes gamle forslag. Hun vil simpelthen sende de grønlandske kontanthjælpsmodtagere til Grønland, hvis de ikke lærer ordentligt dansk, som hun forklarede i tv i sidste uge. DET ER IKKE første gang, Anne-Marie Meldgaard markedsfører rabiate forslag. Tidligere i år var hun bannerfører for forslaget om at fordele skolebørn efter etniske kriterier, og det var også Meldgaard, der gik i spidsen for at få fjernet enhver økonomisk bistand til hjemmegående indvandrerkvinder. Hvad sker der dog i Socialdemokratiet? Et er, at partiet er kommet så langt ud, at det lader sin udlændingeordfører håndtere spørgsmål om danske statsborgere med anderledes hudfarver. Noget andet er, at ordføreren nu er mere rabiat, end selv Dansk Folkeparti vil være bekendt, og at hun åbenbart mener, at man hjælper samfundets allersvageste ved at straffe dem. Kan det virkelig passe, at Anne-Marie Meldgaard har partitoppens opbakning?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her