EN ENKELT svale gør ingen sommer. Alligevel er der grund til at spidse øren på universiteterne over følgende historie: Tidligere i år udkom en stor bog på det anerkendte akademiske forlag Princeton University Press 'Søren Kierkegaard. A Biography'. Bogen fik en strålende modtagelse, og det er der ikke noget at sige til, for det havde den også fået i Danmark, hvor den udkom for fem år siden under navnet 'SAK'. Men anmelderne vidste ikke, at den engelsksprogede bog ligesom den danske lider af alvorlige fejl og mangler, som ikke er blevet rettet, til trods for at de både var blevet påpeget for og indrømmet af forfatteren, Joakim Garff. De væsentligste fejl rammer hele biografiens konstruktion af Kierkegaard som et ødselt og neurotisk menneske. Disse antagelser om filosoffens personlighed kan ikke længere godtgøres ud fra den kendte viden. For menigmand var det dog svært at overskue konsekvenserne af Peter Tudvads meget detaljerede kritik af Garffs bog, da den blev lanceret sidste år. Det forekom at være en meget lang række småting, om end de baserede sig på opdagelser, som Kierkegaardcenterets leder, Niels Jørgen Cappelørn, kaldte epokegørende. VEL ER EN detaljeret forståelse af mennesket Kierkegaard ikke en forudsætning for at læse tænkerens egne bøger. Men ønsker man med en biografi at forstå mennesket, er man forpligtet af de samme regler for videnskabelig grundighed og ærlighed, som når man leverer et hvilket som helst andet stykke akademisk arbejde. Tesen er faldet, og det eneste, Garff kan gøre, er at lade den ligge, tilbagevise kritikken eller opstille en ny tolkning, der ikke rammes af Tudvads kritik. Men at udsende bogen på engelsk og lade som ingenting burde ikke have været en mulighed. Hvis dette vitterlig er et udtryk for niveauet i dansk forskning, så er der tale om en lav standard, som den amerikanske filosof Marilyn Piety udtrykte det i gårsdagens avis. Danske universiteter bør se det som en meget vigtig opgave at opdrage i god akademisk skik og metode og få brudt den nepotisme, som Piety mener ikke har levnet Garff grund til at tro, at noget var galt.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.