DEN 78-ÅRIGE Hilmer Brøchner Nielsen døde i sin seng. Alene. Afmægtig. Af tørst. En fejl. Den offentlige pleje, han skulle have haft seks gange daglig, kom ikke i fire varme sommerdage. Systemet beklager. Og går videre til næste sag på dagsordenen. Den lokale avis Fyens Stiftstidende skrev en større indigneret artikel om Odenseborgeren, der blev svigtet af sit eget samfund. Ellers ville det være synd at sige, at den gamle Hilmer Brøchner Nielsen er vist stor opmærksomhed i medierne og det politiske liv. Var han blevet skudt ned af en rocker eller en tilpas eksotisk person på åben gade, ville Hilmers død have domineret nyhederne. Vi ville have diskuteret stramning af våbenlovgivningen, en bedre overvågning af voldsmænd og begrænsning af adgangen til Danmark. Vi ville have tændt fyrfadslys på gerningsstedet, og læserbrevsspalterne ville pulse af lige dele vrede og sorg. Således ikke i tilfældet Hilmer Brøchner Nielsen, der mediemæssigt 'kun' døde i sin seng. Problemet er, at han ikke kunne andet. Han kunne hverken nå hen til eller betjene det kaldeapparat, som lå på sengebordet. Helt alarmerende er det, når Ældre Sagen med stor troværdighed kan rapportere, at alt for mange svage ældre således sendes hjem efter hospitalsophold, uden at der er sørget for efterfølgende pleje, mad og genoptræning. Det var akkurat, hvad der skete for Hilmer Brøchner Nielsen. Han kom hjem 28. juli efter et kort sygehusophold, og Odense Universitetshospital gav hjemmeplejen besked. Men beskeden gik ikke videre til rette vedkommende. DET ER tilsyneladende fristende at betragte sagen som en klinisk og tilfældig systemfejl. Men det vil være uhyggelig ligegyldigt over for de mennesker, der kommer i klemme. Sådan skal man ikke komme af dage i Danmark. En lokal administrationschef for ældreplejen indrømmer både en oplevelse af chok, en fornemmelse af ledelsessvigt og et behov for at placere et ansvar. Det skylder samfundet både Hilmer Brøchner Nielsen og andre, som gerne skal kunne lade sig indlægge og udskrive fra danske sygehuse i tryghed. Hvis de nuværende rutiner efterlader svage og ældre uden den pleje og opmærksomhed, de har behov for og krav på, må sygehuse og hjemmeplejen etablere et bedre sikkerhedsnet omkring hjemsendelsen af patienter. Og, nej, vi orker ikke at høre iltre udvekslinger om ressourcefordeling. Det er muligt, at et ordentligt system vil koste, og så må det koste. Men Hilmer Brøchner Nielsens sag handler primært om omsorgssvigt og et systems manglende værdighed. Det kostede i dette tilfælde en borger livet.