Bilfri bykerne

Lyt til artiklen

CHARMEN VED privatbiler i den indre bykerne er til at overskue. Set fra bilistens synsvinkel er det at køre i byen forbundet med ensrettede gader, fravær af parkeringspladser og masser af cyklister, der bare drøner forbi. Og for dem, der ikke selv kører bil, betyder bybilismen kun luftforurening og støj. Derfor er det et perspektivrigt projekt, som København har gennemført de seneste tre dage: bilfrie dage i middelalderbyen. Forsøget er det mest omfattende, der er blevet lavet i hovedstaden, og ideen er at undersøge mulighederne for en permanent bilfredning af den indre by. Dét er en beslutning, som Københavns Borgerrepræsentation måske allerede skal tage senere på året. Og her må lokalpolitikerne hellere end gerne stemme bilerne ud af den indre by. Naturligvis bør der være mulighed for en vis varetransport og offentlig transport - men den tilfældige privatbilisme giver ingen mening i middelalderbyen. HVIS ORDNINGEN bliver gjort permanent, er det en sejr for miljøet i København; luften bliver renere, støjniveauet vil falde, og det vil blive mere attraktivt at bevæge sig rundt i de gader, hvor Søren Kierkegaard også gik ture i 1800-tallet. Men en permanent bilfri bykerne er ikke et ambitiøst alternativ til privatbilismen i København, først og fremmest fordi det afspærrede område er lille. Hvis man for alvor skal gøre noget, kræver det en mere ambitiøs strategi, som også involverer Folketinget og regeringen. Her kan vi lære af udenlandske erfaringer. F.eks. London, hvor man for et par år siden indførte en særlig kørselsafgift - roadpricing. Idéen er, at det koster penge at køre inden for byzonen, som overvåges af kameraer, der registrerer nummerpladen og tjekker, om der er betalt. Indtægterne går til at forbedre den offentlige trafik - pund for pund - så borgerne får et attraktivt, billigt og hurtigt alternativ til bilen. Ordningen er en succes. På det første år faldt trafikken i London med 18 procent. Tre gange så mange tog cyklen. 30.000 flere tog bussen hver dag. Undersøgelser viser også, at luftforureningen er mindsket, og at det er blevet langt nemmere at komme igennem byens trafik. Det kan vi også gøre i København. Bare spørg trafikforskere. Og de økonomiske vismænd. Men lad os starte med at gøre bykernen bilfri. Hver dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her