Magtkampen raser efter valg i de to store EU-lande og naboer, Tyskland og Polen. Efter det snævre tyske valgresultat skændes de stadig om, hvem der skal være kansler. Men Gerhard Schröder tilkendegav i går, at han er parat til at opgive at fortsætte på posten, hvis hans parti beslutter det. I Polen blev koalitionsforhandlinger op til weekenden imellem de to partier, der havde lovet vælgerne en velfungerende koalition for 'et helt nyt Polen', afbrudt. »Indtil tonen er dæmpet ned, og vi kan tale sammen i stedet for at råbe«, som Donald Tusk sagde, leder af Borgerplatformen, det mest liberale af de to partier. Borgerplatformen og partiet, der kom ind på førstepladsen ved valget 25. september, Lov og Retfærdighed, er begge højrepartier. I realiteten er de dog lige så forskellige som Schröders socialdemokrater og Angela Merkels konservative, der kan ende i en såkaldt 'stor koalition' i Tyskland. Borgerplatformen har et liberalt økonomisk program, Lov og Retfærdighed går ind for en 'social stat', der skal blande sig ihærdigt i økonomien. Vinderne af det polske valg har ifølge polske medier hidtil kun skændtes om procedurer for regeringsdannelsen og er endnu ikke kommet til debatten om regeringsgrundlaget. Forhandlingerne besværliggøres af, at de foregår under endnu en valgkamp op til præsidentvalget på søndag. Her er Borgerplatformens Donald Tusk og Lov og Retfærdigheds Lech Kaczynski spidskandidater. Kaczynski-partiets førsteplads ved parlamentsvalget på social overbudspolitik har betydet, at han vinder stærkt frem. Tusks føring er reduceret til seks procent imod 20 procent på tre uger. Vanskeligheden ved at nå frem til stabile regeringer i de to lande uddyber krisen i EU. Og forholdet imellem de to lande er også på spil. Kaczynski er udpræget antitysk. Tusk er yderst kritisk over for især Schröders nære alliance med Rusland til skade for Polen, men han er også i det spørgsmål langt mere moderat end sin konkurrent. Tusk inviterede i august Angela Merkel til Warszawa, hvor Kaczynski afviste at mødes med hende. Om Tyskland får en stabil regering, er endnu uvist, mens Polen næppe får det. Men set fra både Tyskland og EU må håbes på en sejr for Tusk på søndag.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
