Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Uligevægtigt

Lyt til artiklen

SOCIALMINISTER Eva Kjer Hansen (V) har på det seneste bundet flere mærkelige julesløjfer på sig selv og regeringen. Først bekendtgjorde hun - i tråd med flere hundrede års liberal tænkning - at ulighed er med til at skabe social dynamik i et samfund. Dét blev straks skudt eftertrykkeligt ned af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der pludselig kom i tanke om, at hans egen familie havde nydt godt af statslige hjælpeprogrammer. Status burde dermed være, at VK-regeringen ønsker at mindske uligheden i Danmark. Da Socialforskningsinstituttet i sidste uge offentliggjorde en rapport om de allersvagest stilledes situation, som socialminister Eva Kjer Hansen sågar selv havde bestilt, virkede det derfor oplagt, at hun fandt resultatet »bekymrende«. Rapporten viste nemlig, at udsatte grupper som hjemløse, stofmisbrugere, psykisk syge og fattige familier har fået det endnu dårligere i løbet af de sidste fire år. Her i avisen sagde hun direkte: »Jeg synes, det er vigtigt at se på, hvorfor de ikke har fået det bedre. Organisationerne påpeger, at flere er nødt til at søge om hjælp, og at problemet kan være gæld og økonomiske problemer. Det er bekymrende at høre«. MEN SÅ kom statsministeren på banen og sagde, at hvis dét var fakta, ja, så benægter han fakta - og Eva Kjer Hansen fulgte atter trop. Atter en gang vendte hun 180 grader rundt på en tallerken og sagde: »Jeg er helt enig med statsministeren i de meldinger, han er kommet med. Jeg mener ikke, man kan bruge rapporten til at påstå, at de svageste i Danmark generelt har fået det dårligere«. På besynderlig vis forsøger Venstre sig dermed med en balanceakt, hvor man på den ene side profilerer sig på et politisk synspunkt, der er i strid med partiets idehistoriske principper, og på den anden side tegner et glansbillede, der er i strid med hverdagens beskidte virkelighed. Positionen er kort sagt utroværdig på to planer - både værdipolitisk og faktuelt. Til gengæld er positionen bekvem. Måske lidt for bekvem. Realiteten er nemlig, at det i høj grad er netop VK-regeringens nedskæringer over for kontanthjælpsmodtagere og flygtninge - i form af kontanthjælpsloftet og startydelsen - der har forårsaget den forarmelse af de svagest stillede, som man nu tilmed har den frækhed at benægte eksistensen af. Renset for reklameslogans og barndomsanekdoter må det således konstateres, at Venstre reelt må havde det glimrende med, at de svageste svækkes. Ellers ville regeringen have ført en anden politik. Fri os derfor fra mere tvetunget tale.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her