I TAKT med at Kina vinder frem som økonomisk supermagt, er vestlige firmaer og regeringer i bekymrende grad begyndt at nedtone kritikken af det topstyrede regime i Beijing. 2005 blev således ikke kun året, hvor antallet af internetbrugere passerede 1.000.000.000 - angiveligt en 24-årig kvinde fra Shanghai - men også året hvor den amerikanskejede netportal Yahoo! valgte at udlevere fortrolige oplysninger om en kinesisk internetbruger, der efterfølgende blev idømt 10 års fængsel for anonymt at have skrevet et kritisk indlæg om det kommunistiske styre på en New York-baseret hjemmeside. Den 37-årige journalist, Shi Tao, er desværre ikke den eneste, der er blevet offer for det suspekte samarbejde mellem den kinesiske sikkerhedstjeneste og vestlige virksomheder. Ved at udlevere oplysninger om sine brugere til totalitære regimer er vestlige virksomheder nemlig i stigende grad med til at undergrave den demokratiserende og frigørende effekt, som et åbent og ucensureret internet ellers har. Den store risiko ved det stigende erhvervsfokus på det boomende kinesiske milliardmarked er således, at almindelige normer for civiliseret, demokratisk adfærd sættes ud af kraft - som det tilsyneladende også har været tilfældet med den danske pensionskasse Pen-Sam, der har investeret skruppelløst i kemigiganten PetroChina, og vindmølleproducenten Vestas, der er involveret i et kinesisk vindkraftværk, der har skabt voldsomme, lokale protester, som efter presseforlydender har medført, at op mod 30 demonstranter er blevet dræbt. INTERNETTET er dog en lige så betænkelig faldgrube. Ikke mindst fordi det i sin ukontrollerede form rummer en revolutionær, politisk kraft, som det ville være umuligt for det kinesiske regime at stå imod, hvis ikke vestlige virksomheder hjalp beredevilligt til. Prognoserne tyder på, at den store tilvækst i antallet af internetbrugere vil ske i Asien i almindelighed og i Kina i særdeleshed i de kommende år. Allerede nu er 36 procent af verdens netbrugere asiatere, og inden 2015 forventes det samlede antal at overstige 2 mia. mennesker, hvoraf den altovervejende andel vil leve i Asien. Men hvis vestlige regeringer og virksomheder ikke formår at holde informationskanalerne åbne og ucensurerede, er dén udvikling ikke nødvendigvis uproblematisk. Lige så øjenåbnende internettet kan være, hvis det udfoldes frit, lige så overvågende kan det blive, hvis man tillader, at sikkerhedstjenester og efterretningsorganisationer kigger folk med over skulderen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
