»TRYGHED I fremtiden kræver, at vi bliver bedre til at opnå en god uddannelse for alle unge«. Sådan sagde statsministeren i nytårstalen. Så meget desto mere beskæmmende er det, at regeringen år for år har udhulet de økonomiske muligheder for landets universiteter. I gennemsnit er bevillingen per studerende blevet 7,1 procent mindre fra 2000 til 2006. Værst er det paradoksalt nok gået ud over handelshøjskolerne, som typisk uddanner studerende et stykke fra uddannelsesjunglens slagne vej. REGERINGENS KOMMENTAR til dette misforhold fremgår af dagens avis og er præget af vanlig arrogance over for kendsgerninger. Basisbevillingerne til universiteterne er samlet set steget, lyder modargumentet. Universiteterne må blot blive bedre til at fordele pengene. Ja tak, men hvad hjælper det, at de samlede bevillinger stiger, når der kommer flere studerende? At henvise til basisbevillinger på et område, som helt efter regeringens ønske er præget af vækst, er lige så utroværdigt som regeringens andre bortforklaringer: At uddannelserne blot skal tage sig sammen, uddanne studerende af verdensklasse og gøre noget ved frafaldet. Fortsæt selv listen af floskler. Intet er som bekendt umuligt for den, der ikke skal gøre det selv. De gode intentioner klinger hult, så længe uddannelsesinstitutionerne år for år får færre penge at gøre godt med per studerende. Som rektor fra Handelshøjskolen i Århus udtrykker det: Man kan ikke forlange en gourmetmiddag til prisen på en grillpølse. FLERE PENGE til universiteterne betyder ikke nødvendigvis et indhug i statens finanser. Man kan forestille sig flere andre modeller. For eksempel at flytte penge fra Statens Uddannelsesstøtte til at forbedre studiekvaliteten. Eller, som blandt andre Velfærdskommissionen har foreslået, at lade uddannelser delvist finansiere af brugerbetaling. En model som har den fordel, at der fra universitetets brugere vil blive stillet kontante kvalitetskrav. Lad os diskutere, hvordan vi kan forbedre økonomien og kvaliteten på landets universiteter. Men så længe regeringen ikke viser vilje til at gøre andet end at kræve mere for færre penge per studerende, er statsministerens ord slet og ret pølsesnak.