DIPLOMATIET ARBEJDER. Det har nu været meldingen fra regeringen og Christiansborg i en uges tid. Berlingeren fik i går det meste af forsiden til at gå med at berette om, hvor intenst det danske diplomati arbejder på at udbedre skaderne og påkalde sig solidaritet. Det fremgik dog ikke, hvad de lavede. For hvad har de egentlig at arbejde med? Fordømmelse af vold og ambassadeafbrændinger kan alle - også langt de fleste mellemøstlige ledere - støtte. Men det løser ikke hele den krise, der bæres af officiel fordømmelse, forbrugerboykot og andre fredelige - men stærkt belastende - angreb på danske interesser i hele den islamiske verden. DE KAN rende og hoppe, er der sikkert mange danskere, der vil sige, efter hærværk, døds- og terrortruslerne. Men rend og hop kan naturligvis ikke være nogen ansvarlig regerings politik, når det gælder forholdet til 1,3 milliarder mennesker i en globaliseret verden. Det er indlysende, at mange af de krav, der stilles, også fra officiel side, er helt umulige og uantagelige for Danmark. Der bliver ikke tale om at ændre vores lovgivning, så ytringsfriheden indskrænkes. Der bliver ikke tale om at straffe Jyllands-Posten på nogen som helst måde. Der bliver ikke tale om at give garantier for, at sådan noget ikke kan gentage sig. Det ligger i ytringsfrihedens væsen, at det kan gentage sig. Hvad er der så tilbage? DET VAR interessant at høre Den Arabiske Ligas generalsekretær forklare, at det, der er brug for, er en undskyldning. En officiel undskyldning, og ikke bare statsministerens bemærkning om, at han ikke personligt ville krænke religiøse følelser på den måde. Hertil siger regeringen, at man ikke kan undskylde noget, man ikke selv har gjort. Men hvorfor egentlig ikke? Statsministeren har da tidligere sagt undskyld for begivenheder, der fandt sted, før han blev født. Det er vel egentlig ikke usædvanligt, at ledere undskylder og beklager ting, de ikke har personligt ansvar for. Tusinder af danskere er faktisk begyndt at sige undskyld via internettet, og de står ikke bag nogen karikaturer. Hvis ikke Danmark har mere at sige, er det svært at se, hvad det er, diplomatiet arbejder så intenst med. Ingen tvivl om, at der er irrationelle og aggressive kræfter løs i regionen, som dansk diplomati hverken kan eller bør imødekomme. Men hvad med at give dem, der vil fred, og dem, vi normalt samarbejder med, nogle bedre argumenter på hånden? Hidtil er problemerne ikke forsvundet af sig selv.