MEDMINDRE MAN har boet på en fjern tropeø eller levet under en tung sten, siden VK-regeringen kom til magten i 2001, kan det ikke komme bag på nogen, at uligheden er stigende i Danmark. Mens store dele af befolkningen er ved at kløjes i fede ferier og friværdi, har Kongens Foged mere og mere travlt i den anden ende af indkomstspektret med at smide folk, som ikke kan betale huslejen, på porten. Salget af luksusvarer boomer; der har aldrig været flere gourmetrestauranter i Danmark, men samtidig har søgningen til f.eks. julehjælp aldrig været større. Den eksplosive udvikling på boligmarkedet har, som Arbejdernes Erhvervsråd dokumenterer i sin nye rapport, broderparten af skylden for den stigende ulighed, godt hjulpet på vej af skattestoppet - der har bidraget til stigningerne på husmarkedet - og de solide kursstigninger på aktier. STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) ynder ikke mindst i denne tid at tale om vigtigheden af at værne om sammenhængskraften i det danske samfund. Men når det gælder de fattigste og mest trængende danskere, hører hans barmhjertighed og forståelse tydeligvis op. Mens danskerne tidligere befandt sig i samme båd, hvor det gik op og ned i samme takt - om end på forskellige klassetrin - er overklassen, middelklassen og underklassen nu om bord på hver sin oceandamper. Modsat hvad mange muligvis tror, er der nemlig ikke bare tale om, at de fattiges indtægter er steget langsommere end de riges i de senere år. Nej, for de fattigste 10 procent af befolkningen er indtægterne decideret faldet siden 1995. Og også mellem mellemklassen og overklassen er forskellen stigende. At det sker under en historisk højkonjunktur i den danske økonomi, hvor alt buldrer og brager, viser kun den polarisering af samfundet, VK-regeringen har stået i spidsen for, og understreger hulheden i Foghs snak om sammenhængskraft. FOR AT GØRE ondt værre er den sociale mobilitet endda faldet. Det er blevet vanskeligere at rykke op ad den sociale rangstige, og mens de bedrestillede holder forbrugsfest uden sidestykke, er regeringen således godt i gang med at skabe et semipermanent proletariat af lavtlønnede og udstødte. At Fogh ikke kan se, at det underminerer sammenhængskraften og er den sikre opskrift på sociale problemer og ghettodannelse, er forstemmende. Næsten lige så meget, som at Socialdemokraterne ikke evner at profitere på den udvikling, som arbejderbevægelsens eksperter her dokumenterer.