Ført bag lyset

Lyt til artiklen

REGERINGENS TROVÆRDIGHED kan efterhånden ligge på et meget lille sted. Som det fremgår af dagens avis, har den egyptiske udenrigsminister i november gjort det krystalklart for hele det internationale samfund, hvad landets ambassadør allerede i oktober forklarede her i København: Egypten er helt opmærksom på ytringsfrihedens betydning herhjemme og ønskede hverken retslige skridt eller overhovedet sanktioner mod Jyllands-Posten. Det eneste, landet ønskede - og som hele den muslimske verden stadig ønsker - er, at den danske regering beklager den forhånelse af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten iværksatte. Det fremgår også, at det ønske ikke så meget var begrundet i, at den egyptiske regering følte sig krænket, som i et ønske om at undgå netop den eskalation og de konfrontationer, der siden er kommet til i så rigt mål. Det er muligt, at regeringen, samtidig med at den blev ved med at vildlede den danske offentlighed, bag kulisserne tog sagen meget alvorligt. Men det er desværre lige så sandsynligt, at regeringen fortrængte advarslerne, fordi hele spørgsmålet om diskrimination og islamofobi i det danske samfund simpelthen var politisk uacceptabelt for regeringen at forholde sig til. STATSMINISTERENS megen snak om politik og principper tyder på, at han med åbne øjne styrede mod en konfrontation, fordi han slet ikke vil anerkende de internationale forpligtelser, Danmark har påtaget sig, når det gælder at undgå hadefuld tale og forhånelse af religiøse mindretal. Men i så fald gjorde han det uden at tage hverken Udenrigspolitisk Nævn, Folketinget eller offentligheden med på råd. Han og regeringen undertrykte nemlig konsekvent deres viden om, hvad konflikten drejede sig om og især ikke drejede sig om. Oppositionens krav om en undersøgelse må før eller siden indfries. Men endnu vigtigere er det, at statsministeren kommer videre. En regeringsundskyldning, der altså ikke indebærer nogen form for begrænsning i dansk ytringsfrihed, er det næste logiske skridt. Hvis statsministeren tog det, ville han muligvis miste Dansk Folkepartis støtte. Pia Kjærsgaard nyder jo åbenlyst konfrontationen med 25 lande og en milliard muslimer som noget, hun kun kan vinde på, mens alle andre taber. Men resten af Folketinget ville stå parat til at støtte Anders Fogh. Nu, hvor alle bortforklaringerne er skrællet af, burde han kunne overvinde sig selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her