HERHJEMME vrider og vender politikerne på Christiansborg sig, og man kan stadig ikke bekvemme sig til at få undersøgt regeringens ansvar for, at konflikten om Muhammedkarikaturerne fik lov til at udvikle sig til en af danmarkshistoriens største og mest kostbare kriser i fredstid. Lige syd for grænsen, hos vores store nabo Tyskland, er et parlamentarisk mindretal på 25 procent af Forbundsdagens medlemmer på vej til at nedsætte et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der skal opklare, om den tidligere regering er gået på kompromis med sin ellers kloge beslutning om at holde Tyskland ude af krigen i Irak. Der er en stærkt begrundet mistanke om, at Schröderregeringen i det skjulte har rakt USA en hjælpende hånd. Det vil oppositionen gerne vide mere om. DET FORKÆTREDE Tyskland, som vi i Danmark elsker at være bange for, har en parlamentarisk tradition, hvor ordet opposition tages alvorligt. Et parlamentarisk undersøgelsesudvalg afhører toppolitikere og embedsmænd under samme vilkår som en domstol. Politikerne i udvalget fremtvinger afgørende informationer, som tyske vælgere ellers ikke har adgang til. Oppositionen får med andre ord mulighed for at være opposition, også af gavn. Ansvaret for, hvad offentligheden må få at vide, hviler ikke udelukkende på den part, der har en interesse i at holde kortene tæt ind til kroppen. Dertil kommer, at Tyskland har en forfatningsdomstol, som flere gange om året tvinger regeringen på tilbagetog fra flertalsvedtagelser, der strider mod den tyske grundlovs bestemmelser om menneskeværd og ligeret. TYSKLAND HAR tragiske erfaringer fra det 20. århundrede, hvor først nazistpartiet i hele Tyskland og siden kommunistpartiet i den østlige del af landet bemægtigede sig statsapparatet og lod magt være ret. Den demokratiske Forbundsrepubliks forfatning sikrer derfor staten, det vil sige borgerne i alle afskygninger, en vidtgående kontrol med de partier, der sidder ved magten. Danmark tumler i langt højere grad med arven fra den enevældige administration og dens princip om, at 'vi alene vide'. Når der endelig nedsættes en lærd undersøgelseskommission, drejer det sig som regel om fortidens synder, som ingen rigtig kan drages til ansvar for i dag. Karikaturstriden er så alvorlig, at den kan bære et parlamentarisk traditionsbrud. Hvis ikke der er brug for veloplyst opposition her, hvornår så?