DET ER PRISVÆRDIGT og helt forståeligt, at Danmarks Radio ønsker at trække sig fra det europæiske Junior MGP. Også selv om det er institutionens egen opfindelse. I den udgave, vi har set de seneste år, har konkurrencen ingen opbyggelige eller blivende værdier. Junior MGP snyder børnene og udnytter groft deres ønsker om at efterligne voksne. Er der nogen, der alvorligt tror på, at børn på otte år selv kan komponere et hit? Kan de lave det nødvendige musikalske arrangement? Og kan de fremføre det overbevisende uden en professionel koreograf? Ikke i den superstylede showklasse, som Danmarks Radio lancerede Junior MGP i tilbage i 2002 og siden fik udbredt til at blive en stor europæisk begivenhed, der trækker millioner af seere og ditto kroner efter sig. i Junior MGP er en meget blandet gruppe i alderen 8-15 år. Nogle er store børn, andre er teenagere. Kernen er den gruppe, der i forbrugersammenhænge kaldes tweens eller in-betweens, og som har en kolossal indflydelse på forældrenes forbrug. Da Junior MGP for fire år siden slog hul til denne guldåre, anede Danmarks Radio nok ikke konsekvenserne. Men pludselig stod man med en maskine, der på én gang fejrede celebritykultur, kommercialisering, forbrugerisme, pornoficering og amatørisme som særligt attråværdige værdier, som børn kan spejle deres identiteter og drømme i. Børn lærer, at man godt kan vinde uden at være særlig god til noget, bare man har en professionel produktion i ryggen og kan bevæge sig og se godt ud, når det gælder. Det er meget langt fra den traditionelle talentkonkurrence, der trods alt handler om at være god til noget og så kæmpe om det. Livet bliver gjort til en tom konkurrence, og gevinsten for succes er at blive kendt. Hvis DR selv synes, at monsteret har vokset sig for stort, kan man glæde sig over, at man nu forsøger at tæmme det i en lidt mindre udgave. Helt at afskaffe det er nok svært, efter at man først har fyldt børnenes verden med forventninger om flere berømtheder som Razz, Anne og Cool Kids. Fremover bør DR holde det på børnenes præmisser, som en leg, de selv styrer fra ende til anden, uden pladekontrakter og turneer og efterliv som falmende stjerner i kulørte blade.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
