Politikens leder Rød front

Lyt til artiklen

DET ER LET AT trække på smilebåndet over dagens 1. maj-aktiviteter med politiske skåltaler og billige fadøl i Fælledparken og se det som de sidste sørgelige krampetrækninger i en for længst død politisk kamp. For at parafrasere den gamle LO-formand Thomas Nielsen har kapitalismen »sejret ad helvede til« og gået sejrsmarch over hele kloden i de senere år. Der findes ganske vist stadig enkelte kommunistiske lande, men selv de har i vidt omfang omfavnet markedsøkonomiens principper. Ikke desto mindre er det alt for tidligt at afskrive arbejderbevægelserne og klassekampen. Selv om det er svært at se i det danske politiske landskab, hvor Socialdemokraterne kæmper med de dårligste meningsmålinger i 100 år og beskæftigelsen er helt i top, er der mange tegn på, at klassekampen kan gøre comeback i en opdateret og globaliseret udgave. FAKTISK SKAL man ikke meget længere end til Tyskland og Frankrig for at se tegn på det. Her har den økonomiske vækst kørt på lavt blus i snart mange år, og som forårets voldsomme demonstrationer i Paris illustrerede, er der også blandt de unge en meget udbredt bekymring for globaliseringens konsekvenser. Og den frygt er bestemt ikke begrænset til hverken Europa eller lande med lav økonomisk vækst. I Kina, der har oplevet eksplosiv økonomisk vækst de sidste ti år, er der daglige massedemonstrationer med vrede arbejdere, der har mistet deres job som følge af den teknologiske udvikling. GLOBALISERING er nemlig et tveægget sværd. På den ene side betyder det billigere varer og højere vækst i verdensøkonomien. På den anden side betyder det, at forskellen mellem rig og fattig er voksende ikke bare på globalt plan, men også internt i næsten alle verdens lande i disse år. For den veluddannede elite betyder globaliseringen interessante muligheder og stadig højere lønninger. Men de ufaglærte og mindre uddannede i Vesten er mere og mere fanget i en ond spiral, hvor valget ofte står mellem lønnedgang eller arbejdsløshed. Hvordan det skal løses, er der ikke nogen lette svar på, og uanset hvor meget man i Danmark og andre rige lande satser på uddannelse og forskning, er den barske sandhed formentlig, at globaliseringen også fremover vil kræve mange ofre. Indtil videre har det ikke udløst nogen mere organiseret klassekamp, men i takt med at skellene mellem rig og fattig stiger og frustrationerne vokser, kan det bestemt ikke udelukkes. Man kan da i hvert fald håbe det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her