Nye kolbøtter

Lyt til artiklen

Umiddelbart kunne det ses som et udtryk for en ganske ordinær og harmløs demokratisk handlemåde, som den kan opleves overalt i det danske foreningslandskab - for det var det naturligvis også - men i virkeligheden var det mere end det. Det var nemlig et opgør med års 'foreningsstalinisme' og arrogant ledelsesstil, da et markant flertal af idrætsledere på Danmarks Idræts-Forbunds repræsentantskabsmøde i Brøndby sagde nej til at automatgenvælge to erfarne idrætspolitikere til DIF's bestyrelse. Alle de idrætsledere, der på årsmøde efter årsmøde har klappet i takt som mekaniske dukker, og som aldrig har løftet stemmerne mod idrættens store hanløve, Kai Holm, der har siddet uantastet som formand for Danmarks største forening i 23 år, havde fået nok. Og dette 'nok' blev demonstreret, da de to Kai Holm-støtter blev sparket ud af bestyrelsen. Kai Holm har været en stærk formand for idrætten, ingen tvivl om det. Han er en dreven politiker, der med stor indsigt i idrætskulturen, taktisk klogskab og en god del bryskhed ikke alene har matchet alle de kulturministre, som har forsøgt at kontrollere idrættens magtposition i samfundet, men også overmatchet de fleste. Og det har styrket idrættens rolle. Men samme bryske kontanthed krydret med temperament og arrogance har Kai Holm brugt mod idrættens oppositionelle kræfter gennem årene, og det har slidt på respekten for formanden. Selv sidder Kai Holm endnu et år i formandsstolen, inden han går af - men hans ellers så uindskrænkede magt over bestyrelsen er blevet stækket gennem oprøret på årsmødet. De nye folk i ledelsen ønsker en ny slags kolbøtter og en anden tone i fremtiden, og den nyvalgte næstformand, hotelejer Niels Nygaard fra Skive, skal vise, at han - i kamp med sin formand - er mand for at levere en vare, der er mere i balance med demokratiopfattelsen. Og det er på tide. Og så har Niels Nygaard sat sig for at gennemføre et andet stort og velkomment projekt, når og hvis han vælges som DIF's formand om et år: at samle idrætsforbundet og den anden store idrætsinstitution, Danske Gymnastik & Idrætsforeninger, DGI, i én og samme organisation.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her